Byfesten
Solen skinnede fra en himmel, der var dekoreret med puffede, hvide skyer. Temperaturen var på himmelflugt. Asfalten var varm og blød. Sportspladsen var indhyllet i lysegrønne allétræer, og græsplænen duftede nyklippet. Det var onsdag, og i dag byfesten startede med et brag. Tim glædede sig afsindigt. Glædede sig til fem dages fest. Fem dage med underholdning, konkurrencer, masser af sodavand og slik for de surt tjente lommepenge. Skuespil, væddeløb, liv og glade dage og ikke mindst hygge og god stemning i teltet. Det enorme telt var sat op i går af byens stærke mænd, og indenfor ville der snart blive et mylder af landsbyboere, børn i skrig og skrål, mødre med kommandostemmer, fædre med en masse historier at fortælle, musik, lyden af knasende popcorn, tøsefnidder og latter, fulde mænd og glade kvinder. Her ville snart dufte af øl, cigaretrøg og brændte frankfurtere. Pommes frites og sved. Billig aftershave og blebørn. Gylle og grise, som landmændene i området trak med ind i teltet. Fuldstændig samme sceneri som sidste år. Det var derfor han glædede sig. Landsbyen blev samlet på ny til fest.
Faktisk ville årets byfest ikke blive som sidste år. Den ville blive bedre. Meget bedre. Ikke nok med, at han var blevet tolv år og dermed gammel nok til at skyde med gevær i skydeboden, så var der indbudt til landskamp i aften. Landskamp på storskærm. Det var det, der tyvstartede festen. Danmark var til verdensmesterskaberne i Mexico og skulle møde Skotland i den første kamp. Det blev ikke større. Han skulle sidde på første bænkerække og se sine idoler. Se Elkjær, Laudrup, Lerby, Bertelsen, Arnesen. Dem alle sammen. Juble og synge slagsange med et telt fyldt med glade mennesker pakket ind i røde og hvide dynamitfarver. Sammen med Simon. Tim havde fået lov at blive oppe til sent, selvom det var en hverdag. Det var juni og snart sommerferie. Han havde fået lov at pjække fra skole i morgen og fredag. Hans forældre havde trods alt et hjerte af guld.
Tim cyklede op til forsamlingshuset og stoppede ved busstoppestedet, mest af alt fordi hans selvlysende snørebånd havde viklet sig ind i kæden. Han fik det fumlet ud og forsøgte at skrabe den sorte olie af på fliserne. Det lykkedes selvfølgelig ikke. Han kiggede ud over sportspladsen. De sidste detaljer var ved at blive fikset. De forskelligfarvede lyspærer i teltet blev testet. Det så i hvert fald sådan ud gennem det hvide telttag. Taget lyste skiftevis grønt, rødt, gult, blåt og orange i klatter. Det var aftenens udsmykning og helt sikkert diskolyset til fredagsfestens dansegulv. Flere mænd fra landsbyen gik rundt på pladsen i træsko uden hælkappe, samlede stik og pakkede stikdåserne ind i plastikposer. Ternede skovmandsskjorter vrimlede rundt mellem hinanden. Der blev pulset cigaretter, enkelte store cigarer og et par piber. Mændene gravede ledninger ned i græsplænen og slugte en kold Neptun øl fra kassen. De sidste plader til boderne blev banket op i en sky af cigaretrøg. Gulvbrædder blev lagt i teltet, så fodboldbanernes græs stod til at redde. Kvidrende kvinder flyttede varer ind i teltet fra en parkeret trailer. I ny og næ fik de assistance af en storgrinende mand, når kassen var for tung, og de havde sunget efter hjælp. De varer, der ikke var plads til i teltets ellers bugnende lager, blev båret ind på Grillen, hvor de blev placeret i baglokalet. Her kunne Birthe og Preben altid hente varerne, når teltet løb tør. Det var de to, der skulle styre slikbutikken i teltet. De havde fået udleveret nøglen til Grillen, hvis alt fejlede, eller blot hvis de hurtigt skulle på toilettet, og klubhusets toilet var optaget. Der måtte nemlig ikke gå kuk i flowet i slikbutikken, når først byfesten kørte for fulde huse, og der skulle tjenes penge til næste års byfest.
Mændene på bagsiden af teltet satte galger op, så der kunne holdes styr på konkurrencerne, opkridtede boldbanerne, satte præmiepodiet op tæt på indgangen til teltet, klargjorde, hvad der skulle til, for at landsbyens byfest igen blev en mindeværdig begivenhed. Det så alt sammen meget lovende ud.
Bussen rullede til kantstenen, og Tim måtte flytte sig ind på det smalle fortov for ikke at blive ramt af det udragende spejl. Bussen stoppede prustende og piftende og satte en kraftig passager af. Han baksede med at få sin enorme kuffert ned ad bussens stejle trappe. Der flød en sky af hvid os ud ad busdøren, og der begyndte at lugte kraftigt af cigaretrøg. Røgen steg til vejrs og lod sig opløse i solskinnet. Tim kiggede ind ad bussens vinduer. Det var som om, der lå en hvid hinde om de personer, han kunne se derinde. Passageren, der sad ved vinduet umiddelbart ud for Tim, pulsede på en cigaret, mens han læste i en avis. Tim prisede sig lykkelig for, at han ikke sad derinde. Cigaretos i en bus gjorde ham køresyg. Det var derfor han som regel cyklede til skole.
Manden, der nu stod på stoppestedets fliser med sin kuffert, hostede kraftigt og tørrede sveden af panden. Det var ikke en mand, Tim kendte. Bussen lukkede døren igen med et prust, satte fra kantstenen med et sæt og et hvin fra slidte bremser, og sneg sig af sted i sneglefart, drejede til højre på hovedvejen og satte fart på mod Silkeborg.
Den tykke mand kiggede sig omkring og øjnede Tim. Det var som om han nikkede selvtilfreds. Manden var rød i hovedet af anstrengelse. Med besvær fik han kuffertens håndtag slået op og trillede i retning af Tim.
“Hallo, min dreng,” kaldte manden med et dybt suk, før han nåede frem. “Kan du sige mig, hvor jeg finder forsamlingshuset? Og kroen. Ser du… Jeg skal optræde på lørdag i forsamlingshuset og overnatte på kroen.”
Tim kiggede på manden. Han så ikke farlig ud, og det var nok også lang tid siden, at han ikke måtte snakke med fremmede.
“Du står foran forsamlingshuset.” Tim talte med vilje hastigt for at stoppe manden, inden han kom for tæt på.
Manden virrede med hovedet for at se på bygningen bag sig.
“Nå da!” grinede han og rystede lidt på hovedet. “Tja… Jeg kender ikke byen.”
“Og kroen…,” afbrød Tim. “… er du kørt forbi, da du kom med bussen. Den ligger tilbage den vej.” Tim pegede ned ad Bygaden. “… og rundt forbi købmanden, og banken og så helt op til hovedvejen igen.
“Nå, så var det den, jeg så.” Manden smilede videre og nikkede, mens han så sig over skulderen, sikkert i færd med at udtænke, hvordan han skulle slæbe den tunge kuffert hele vejen tilbage til kroen uden at dø af varme. “De havde skinkeschnitzler til femogtredive kroner, så jeg.” Han smaskede og lod blikket glide tilbage på Tim.
Manden stak fingeren i vejret og roterede den mod forsamlingshusets nabo.
“Jeg starter herinde.” Manden pegede ind på grillbaren.
Grillen lå nabo til forsamlingshuset i samme bygning men med hver deres indgang. Han havde nok allerede set tilbuddet på en kold fadøl og en pølse med brød på skiltet, der hang i vinduet og dansede om kap med de sværmende fluer. Fluerne fistede rundt i cirkler bag ruden, der sikkert måtte føles som et drivhus, inden de ville lægge sig på ryggen i vindueskarmen sammen med en masse af deres venner, der allerede lå på vingerne med benene foldet sammen under sig. Tim sagde ikke mere. Ventede blot på, at manden skulle få sig selv roteret rundt på det smalle fortov for at bestige de fire betontrappetrin til grillbaren. Den hed bare Grillen blandt de lokale. Han ville absolut ikke blive dagens første kunde på Grillen. De sædvanlige stamgæster havde allerede siddet caféstolene varme siden klokken ti med en hurtig øl og gratis læsestof.
Tim betragtede mandens ihærdige forsøg på at komme inden for. Han bankede flere gange kufferten ind i dørkarmen, men det lykkedes til sidst. Døren lukkede bag manden til lyden af den spæde klokke, der hang i loftet. Lis stod med sikkerhed klar bag disken med en kold øl, en skarp kommentar og dollartegn i øjnene. Enhver gæst var særdeles velkommen til at rydde ud i forrådet af grillretter på menukortet, der lignede enhver anden velassorteret grillbar i kongeriget Danmark.
Tim trådte atter i pedalerne på sin modificerede BMX-cykel og trillede ned på sportspladsen, forbi det opstillede reklameskilt på tankfod. Skiltet proklamerede dilettantforestillingen ‘Rødhætte og de fem bukkebruse’. Baggrundsbilledet var et fotografi fra en tidligere forestilling. Tim genkendte flere af skuespillerne fra landsbyen. Overskriften var “Linå Byfest 1986”. Et navn var sat i en gul stjerne. Der stod ‘feat. Maria Suzette’. Det lød helt internationalt. Tim anede ikke, hvem Maria Suzette var, men mange af landsbyens borgere var igen i år med og kunne sagtens genkendes, selvom de var godt udklædte og sminkede, og landsbyens dulle Pernille spillede hovedrollen Rødhætte.
Tim hørte hammerslag og dybe manderøster, der kommanderede. Han besluttede sig for at se nærmere på arbejdet på sportspladsen, som det skred frem, inden han måtte hjem for at skifte tøj. Byfesten startede med den traditionelle march gennem byen, hvor han skulle følges med sine forældre og storesøster, og hans mor insisterede på, at han ikke kunne gå march i hvide shorts og slidt T-shirt.
BMX-dækkene knasede i det korte bælte af grus, der lå neden for den asfalterede bakke fra Bygaden til sportspladsens flade terræn. Herfra gik gruset over i grønt græs. Det var en fodboldbane til daglig, men nu var den fyldt med inventar til en byfest. Græsplænen var knoldet, og det ville gavne at få flere hundrede landsbyboere til at tromle den med deres sandaler i løbet af de næste fem dage. Der var opstillet fem boder langs hækken til højre og træerne mod Bygaden. Boderne så ud til at være klar til gæster. Der var aktivitet i dem alle. Salgsvarer og præmier blev sat pænt på hylder, hvor den øverste hylde var for de skrappe. Den næste hylde var for de heldige og den nederste hylde var trøstepræmierne. Tim glædede sig til at prøve dem alle. Skydeboden især. Den lå længst væk. Men også dartspillet med balloner, keglespillet, hvor det gjaldt om at vælte de opstillede pyramider med dåser, lykkehjulet og andedammen. Han var vokset fra andedammen, men skulle helt sikkert prøve den alligevel, hvis ikke køen af småbørn var for lang. Han ville bare prøve det hele. Det var det, der gjorde byfesten så fed.
Kæmpeteltet var gult og sort i lodrette, brede striber, og telttaget var hvidt. To høje stolper bar teltdugen, og tittede ud for oven. Der var udspændt reb hele vejen rundt om teltet, der igen var fæstnet i sidestolper og teltdugen, så det hele stod stabilt. Rebene var sat i jorden med kraftige pløkker, der så rustne ud. Det var herfra lyden af hammerslag kom. Flere mænd var endnu i gang med at fæstne de sidste pløkker, så teltet ville stå fast, selvom der skulle komme sommerorkaner eller andet uvejr forbi. Vejrudsigten lovede heldigvis det stik modsatte, selvom der var en lille risiko for regn i aften. Siden af teltet, der vendte mod boderne, var endnu lukket, men det rumsterede livligt. Trægulvet stak ud under teltdugen og uden for stod der borde-bænke sæt med nedlukkede parasoller i hullet i midten. Bordene var klar til de spisende og drikkende borgere. Nogle af bordene var nye i år. Tim huskede tydeligt, hvordan flere borde var bukket under for feststemte lokalrødder sidste år, da bølgerne gik ekstra højt til fredagens fest. Arrangørerne havde forsøgt at komme nye skader til livs ved at påklistre et stykke pap på bordene med beskeden ‘Må ikke betrædes’. Tim trillede videre og på bagsiden af teltet mod hovedvejen var flere mænd i gang med at stille håndboldmål op og kridte to baner af. Boldbanerne lå mellem teltet og en flisemur mod hovedvejen foroven. Biler susede jævnligt forbi med en hastighed, der var afstemt det lange lige forløb og ikke hastighedsgrænsen. Der var trods alt opsat et autoværn for at forhindre ubudne gæster i at dumpe ubelejligt ned. Boldbanerne skulle bruges til five-a-side-turneringen. Tim var tilmeldt turneringen for Skellerupvej, men havde ingen forhåbninger om at vinde, da hans storesøster skulle med. Naboens to drenge og naboen selv, Preben var de andre holdkammerater. Det var trods alt OK. Så de var fem. Det blev hårdt, men det skulle have et forsøg. Kravet var, at holdene kom udklædte, når turneringen startede op. Det var ikke der, hvor de største kreative tanker var lagt. Skellerupvej-holdet havde fundet på at komme i neonfarvet spraglet tøj. Han kendte ikke de andre gaders udklædning, men der var altid nogle, der gik helt amok i et tema, og naturligvis vandt udklædningskonkurrencen.
Tim cyklede retur til det brune klubhus, der stod parkeret ved siden af asfaltrampen til Bygaden som et levn fra et udlejningsfirma. Huset lugtede stadig fælt af mug, linoleumsgulv, gammel sæbe og bejdset træværk, når det blev opvarmet i solen. Det flade tag sendte varmedis opad, selvom det lå halvt i skygge af flere høje birketræer. Der var en hel hule bag klubhuset under birketræerne, hvor der altid stank af pis. Flødebollemaskinen stod klar foran klubhuset, men ventede fortsat på den vigtigste ingrediens. Flødebollerne. Tim kunne se, at maskinen til årets fest var blevet betragteligt moderniseret med en ny funklende gul fjeder. Der plejede at været godt svung i armen, så den kastede flødebollerne hårdt og langt. I år så det ud til, at der var sat yderligere kraft bag armen. Tim vidste af erfaring, at man skulle være på tæerne, hvis man var så heldig at ramme udløserpladen. Pladen, der skulle rammes, lignede en skydeskive. Den var tilmed minimeret i forhold til sidste år. Det blev fedt. Tim var spændt på at se, hvem der skulle betjene apparatet i år. Flødebollemaskinemanden skulle nemlig benytte ‘forlystelsen’ ved siden af, hvis nogen ramte udløserarmen i første forsøg. Det store badebassin, der var ved at blive pustet op med campingpumper, var flødebollemaskinemandens nemesis, hvis det skete. Stålstigen og vippen stod allerede klar. Her skulle flødebollemaskinemanden sidde på vippen og vente til den, der vandt en flødebolle i første kast, ramte udløseren for vippen. Så ville vippen klappe sammen, og sende ham ned i det kolde vand. Det var ikke bare koldt, men vildt iskoldt. Så vidt Tim huskede, blev det jævnligt fyldt op med isterninger og nedkølingen med flere poser med isterninger var bare ikke behagelig på en ellers varm sommerdag. Det var storartet og supersjovt.
Gitterskraldespande stod klar langs klubhusets skyggeside. De var klar til at blive sat på plads rundt omkring på sportspladsen, så snart festpladsen åbnede som den sidste finpudsning. Tim hadede dem. De var altid indsmurte i remoulade og ketchup, pølserester og kartoffelsalat allerede efter første dag, og deraf kom de mange aggressive hvepse. Sidste år var han blevet stukket på armen og på øret, da han ville smide sin tømte slikpose ud. Nu krævede skraldespandene ekstra respekt. Skraldespandene lod til at være de sidste detaljer, der manglede, før pladsen var klar til at blive indtaget af forventningsfulde gæster og landsbyboere.
“Hej du!” kaldte en stemme bag ham.
Tim snurrede rundt på cyklen, mens den stadig var i fremdrift. En mand kæmpede med en enorm sammenrullet klump gult gummi, mens han fremviste en forlængerledning i retningen af Tim.
“Hej!” svarede Tim og svang cyklen rundt.
“Stik lige ind i klubhuset med den her og sæt den i strømstikket.”
Tim bremsede ned og hoppede af. Han lagde cyklen fra sig.
“OK.”
Tim greb stikket og luntede mod den brune bygningsklods og sprang de to trin op. Han fandt en stikkontakt på badeværelset lige overfor indgangen. Vinduet stod heldigvis åbent på toilettet, men alligevel fjernede det ikke stanken af klubhus. Den var tifold værre herinde. En hvislende og snurrende lyd gik i gang, da han satte stikket i og tændte for kontakten.
“Sådan!” råbte manden uden for og rullede gummiklumpen ud.
Gummiklumpen blev større og større. Først var det pænt umuligt at se forskel på, hvad der var hvad, og hvad den i det hele taget skulle forestille, men efterhånden som manden rullede mere og mere gummi ud, og luften spændte sig ud indefra, blev det tydeligt, hvad der var på færde. En hoppeborg.
”Wauw,” jublede Tim og kom nærmere. Betragtede mandens og gummiets arbejde. Store sider begyndte at poppe op og søjler ved fronten lagde sig ud hen over græsset. Manden trykkede hist og her og tjekkede lufttrykket løbende, men betragtede mest luftens arbejde.
“Så tror jeg, at vi stopper.” Manden stoppede kompressoren, da hoppeborgen så pænt spændstig ud. “Tak for hjælpen.”
Tim vurderede om han måtte prøve allerede nu, men det lå ligesom i luften, at det nok ikke var så smart. Han samlede sin cykel op og glædede sig kun endnu mere til den store åbning senere i dag.
Tim satte sig atter i sadlen og trykkede pedalen i bund. Det krævede arbejde at komme op på Bygaden fra sportspladsens flade og nedsænkede terræn. Den tykke mand fra bussen sad i vinduet i grillbaren og smovsede en flæskestegsburger med fritter, mens der stod en stor, glinsende og kold øl med skum i glas ved siden af tallerkenen. Manden hilste pænt med en håndbevægelse, som om han tog en hat af, da Tim cyklede forbi. Tim nikkede bare og satte cyklen yderligere i bevægelse ned ad Bygaden mod Skellerupvej. Han måtte hellere komme hjem og vurdere, om forældrene snart var klar til marchen.
Fuglene fløjtede, solen skinnede, byen summede, og Tim måtte igen minde sig selv om, at det blev godt det her. Det blev rigtig godt.
