Den Sorte Diamant

Nedslag

Nutiden

Det sølvfarvede rumskib hvirvlede mod den oplyste planets atmosfære. De to lag af blåligt skær så blødt og rundt ud heroppe fra. Som en hinde i et forældet lysstofrør fra gamle dage. Rumskibet roterede om sin egen midterakse, som om den ville kile sig gennem de øverste lag af planetens luftskal og sætte sig fast i jordoverfladen som en dartpil i bullseye. Det uendelige verdensrum lå bag rumfartøjet og virkede totalt ligeglad med kampen om liv og død. Den, som Sarah kæmpede i dette øjeblik. Hun forsøgte ihærdigt at genvinde kontrollen over sin Spectrum One-Woman Cruiser. Det var en stor opgave, selvom hun føltes sig i et med rumskibet. Hun var ramt på rumskibets mest kritiske funktioner, nemlig styretøjet. Flapsene, der styrede hende gennem luften, når der var en atmosfære og de små jetmotorer, der stabiliserede fartøjet, hvis hun som nu skulle navigere ned til en forhåbentlig sikker landing. De to fjendtlige Demolition-Fightere var stadig i syne i sidespejlene. Det venstre sidespejl var grumset efter oliesprøjt fra hullet i motorblokken. Et projektil fra fjendens tunge maskingevær havde gennemboret metallet og revet indtil flere vitale brændstofslanger over. Eksplosionsskyen bagude snurrede faretruende og hvirvlede strenge af koncentrerede metalfragmenter, krudtslam, varmedis og kemiske stoffer ud i omgivelserne, mens de grusomme dræbermaskiner med fjenden bag styrepinden stod i skarp kontrast til den hvide røgsky.

Sarah kunne mærke anspændtheden komme snigende i skuldre og halsmuskler. Presset sad også om den øverste del af mavesækken. Som en trykkende smerte. Noget, der syrede kroppen til. Det satte sig videre op i brystkassen og til sidst i åndedrættet. Hun snappede efter vejret, selvom her var ilt nok. Hun kunne skimte sit eget sammenbidte spejlbillede på indersiden af cockpittets glaskuppel ved siden af de fedtede fingeraftryk, som hun selv havde sat for få øjeblikke siden, da hun havde forsøgt at skubbe glasset til side kun iført rygsækken og en iltmaske. Nu lå iltmasken kastet til side. Det havde alligevel været en katastrofal idé. Men katapultsædet fejlede. Intet i rumskibet virkede tilsyneladende. Hun måtte se om rumskibet magtede flere spins og undvigemanøvrer eller i det hele taget flere projektiler. De to fjendtlige fightere kunne ikke rystes af, så hun måtte tænke kreativt og overliste dem med snuhed. Hendes maskine var færdig, og hun kunne ikke forvente mere hjælp fra den. Hun var ellers frygtløs og modig, men nu var oddsene svære og imod hende, uanset hvad hun gjorde.

Flugten fra de sorte mænd syntes at have nået sin endestation her ved indflyvningen til den planet, hvor hun havde haft planer om at gemme sig, få begivenhederne på afstand og forfølgelsen til at stoppe. Sætte en bod op i en tilfældig basar og sælge et eller andet. Ikke diamanterne dog. Hun gik ellers aldrig i panik, men situationen nu var en anden, hvor panik var eneste tilbageværende mulighed.

Hun tillod sig et øjebliks ro til at betragte skaden på den venstre vinge, som var blevet ramt af fjendtlig ild. Gnister føg fra et større hul ved den yderste flap, og stabiliseringsmotoren stod stille. Hun forsøgte at rive i styrepinden, for at se om navigation var mulig, men flappen var defekt og maskinen reagerede ikke som ventet. Alle undvigelser fra nu af, hvis der var flere tilbage, måtte ske i modsatte retning, op eller ned. Repetitionsmaskingeværet bag ved skrattede, og projektiler med lysspor strøg snert om maskinen her i planetens yderste atmosfærelag. Hun hørte et par stykker rikochettere på cruiserens chassis.

Et kraftig drøn fra Universet vidnede om situationens alvor. Universet knagede, som rustne fjedre under en feltmadras. En lang ujævn støj fra et ukendt sted. Som et tordenskrald på en blyblå himmel. Sarah havde hørt på gaden hjemmefra, at flere forskere på naboplaneten Niebohr mente, at grunden til fænomenet var, at Universet snart ville revne. Eller det slog revner. Det var Regeringens skyld. Hydrogen-niveauet i atmosfæren og i rummet var blevet for højt efter at store dele af Universets planeter i de seneste årtier var blevet elektrificeret. Elektronikken påvirkede ozon-niveauerne. Der blev simpelthen dannet enorme mængder af ozon fra elektronikken. Det betød, at hydrogenatomerne ikke havde nok ilt-molekyler at binde sig til. Det gav problemer på planeterne, da der ikke blev produceret nok livgivende ilt, men kun det giftige ozon. Hun kendte til faktiske planeter, der allerede var lagt øde og uden ilt, så noget var der nok om snakken. Universet var simpelthen ved at implodere. Flere og flere formål skulle foregå med el. Ledningsnettet omkring planeterne var massivt og med planeternes magmakerner, der var magnetiske, gav det gigantiske elektroniske impulser ud i Universet. Impulser, der truede med at få Universet til at slå revner. Eller faktisk og sikkert beviseligt gjorde det. Om det var en skrøne, vidste hun ikke, men lyden var faretruende og uhyggelig.

Hun rev styrepinden mod venstre og op, så hun lavede et kraftigt sving mod højre og ned. Maskinens fiberskal måtte briste eller bære. Manøvren var så kraftig, at hun selv kortvarigt mistede bevidstheden. Det kom for en stund overraskende for de to Demolition-Fightere bag hende. De gennemførte nogle noget større kurver, og efterlod hvide streger i atmosfæren fra vingespidserne, men fandt tilbage bag Sarahs maskine, dog nu et stykke længere væk. Sarah prøvede igen, men denne gang fulgte fighterne med og forblev inden for skydeafstand. Den ene fighter forsøgte igen med nogle korte skudsalver, men nu var målet mindre og skuddene mere vilkårlige. Alligevel ramte et par projektiler og gjorde denne gang skade på chassiset, der åbnede sig i nogle voldsomt store huller ud til det fri. Godt det ikke var sket ude i rummet. Så ville maskinen havde været færdig. Sarah kunne følge flere lysspor langt til venstre.

Hun scannede instrumenterne foran sig, og kunne desværre konstatere, at olieniveauet i motorblokken var alarmerende lavt. Hun kunne ligefrem se nålen falde. Der ville ikke gå lang tid før motoren overophedede og sprang i luften. Heller ikke iltmætningen i cockpittet eller energien i brændselscellerne, så ud til at klare mere. Hun satte autopiloten på, selvom det var så godt som en dødsdom, løsnede selen og vendte sig rundt. Katapultsædet måtte virke nu. Ellers var dette virkelig endestationen.

Radioen skrattede igen. Kommandoen fra føreren af Demolition-Fighterne var ikke til at tage fejl af.

“Overgiv dig eller mød dit endeligt. Vi skal nok finde diamanterne i vraget.”

Sarah kunne mærke vægten af diamanterne i tasken. Især den sorte. Hun måtte gøre alt, der stod i hendes magt for at få den bragt hjem til Vismanden. Eller bare hjem på Hallsall. Hendes hjemplanet. Hun fik et kortvarigt flashback fra gaden, hvor hun var vokset op.

En cremehvid etageejendom med plejede hækplanter på forarealet, omgivet af hvidt stakit og en snæver gade, som hun som barn havde leget i, spillet rulleskøjtehockey, sparket dåse og alt det, der gør en opvækst tryg og sikker. Det var den ikke længere. Her fra hendes barndoms gade var der i fugleflugtslinje godt to klik ind til Vismanden, der sad i det store slot og ventede på nyt. Vidste, hvad der kunne gøres.

Tasken, som hun allerede havde taget om nakken, føltes tung. Det var hendes byrde at bære. Der var ikke tvivl om, at hvis hun styrtede ned og blev splintret i atomer, eller blev brændt op efter en eksplosion af de resterende brændselsceller, så ville de hårde sten forblive i skroget. De ville være lette at lokalisere og hente ud, mens hun selv ville være aske eller en splattet væske med hud. Grusom tanke. Den skød hun ud af hovedet. Det var vigtigt, at hun ikke gav op mentalt. Det havde altid været hendes styrke. Kæmpe til det sidste. Flygte, når alt så sortest ud. Bide smerte og dårlige tanker i sig. Tænke positivt og kun se succes og målet for enden af Universet. Det havde bragt hende hertil, og det skulle bringe hende videre.

En større by bredte sig ud under rumskibet, og omfanget af byen var synlig ud ad sidevinduet. Det måtte være hovedstaden. Planetens pryd. Byaharbor. Den, hun var fløjet hertil for at gemme sig i. Universets eneste planet, som selv regeringsagenterne ikke fandt det behageligt at besøge. Hun kunne se de regelrette gader under sig. Det var nat, og gadelysene var tændte. Selvom hele byen var et enormt lysinferno – nogle steder mere end andre – så var gadernes belysningsmaster ekstra kraftige. Gaderne, som masterne stod langs, lignede fingre i en gigantisk hånd. En menneskehånd med strittende fingre. Fra verdensrummet virkede beskeden ikke til at tage fejl af. Stop og bliv væk. Sådan var byen også. Indbyggerne ligeså. Hårde i kæften med en skinger accent af det almenbrugte sprog og ikke imødekommende. Som i overhovedet ikke. Manglede empati og medfølelse. Det lå i dialekten. Det vidste Regeringen også, så de havde sat alt ind på at stoppe Sarah, inden hun kom hertil. Det mærkede hun nu, hvor de endnu en gang havde sendt de sorte mænd efter hende. Deres håndlangere med licens til at overtage hendes sind.

Byens centrum var som håndfladen med sine ringveje og håndleddet var en ø. Affaldsøen. Al affald fra Byaharbor, skrammel, ekskrementer og andet lort, blev kastet derud. Dumpet og forlængede efterhånden byens udbredelse ud i vandet. Farvandet, som ingen turde bade i, da huden efterfølgende ville falde af som skæl af en trettenhundredeoghalvfemsårig drage. Hun kunne ikke se ørkenen mod vest, men vidste at den var der. Endeløs. I hvert fald indtil den atter mødte vand. I ørkenen stod der dog endnu bygninger. Forrevne og ødelagte. Bombet sønder og sammen på et tidspunkt i historien. Hun kendte stedet som en ørken. Der ville være større chancer for at overleve en nedskydning, hvis cruiseren landede i sand. Bare hun kunne undgå bygningskroppene, der endnu stod der som forlorne tænder i en kæmpes mund. Resterne af liv fra en svunden tid. De steder, hvor en betonklods stadig ragede op.

Sarah tog en beslutning og satte sig atter til rette i sædet, strammede selen, klikkede autopiloten fra og svang styrepinden helt mod venstre, indtil den ikke kunne mere. Cruiseren hvinede gennem den tynde luft, og Sarah fornemmede at flere dækplader vibrerede i skruerne. Hvis skruerne rev sig løs, så der var åbent til skroget, ville det kun være et spørgsmål om sekunder før hele maskinen smuldrede over byen. Brændte op. Hun nivellerede igen maskinen og satte i stedet en faretruende rute nedad. Hun kiggede sig hastigt over skulderen og så kun den ene fighter følge med. Den spruttede til gengæld også projektiler ud fra næsetippen som en vanvittig. Ingen ramte eller var i nærheden af at ramme, men hvis Sarah ikke snart fandt en løsning, ville hun før eller siden blive ramt. Og så ville det også være slut.

Cruiseren fløj gennem en hvid sky, der kom fra de høje skorstene i Byaharbors sydøstlige del. Hun kunne lugte affaldsstoffer fra forbrændingen, som sivede ind fra de nye huller i chassiset. Hun gennemførte endnu en kraftig drejning til siden og nedad. Hun havde kurs med forbrændingsanlægget. Hun fik med nød og næppe stoppet nedturen og fladet cruiserens retning ud, inden maskinen ville være umulig at styre og nedslag på planetens betonoverflade eneste uundgåelige resultat. Hun tvang maskinen rundt mod vest og horisonten over ørkenen faldt til ro. Lyset i cockpittet blev kraftigere. Hun måtte nærmere sig planetens overflade og de højeste bygninger, selvom hun ikke turde kigge ned nu. I stedet kiggede hun op og så den hvide sky nedefra. Hun havde mistet Demolition-Fighteren med øjnene, og de havde mistet hende i skyen. Hun havde et kortvarigt vindue til at kaste cruiseren mod jorden og få katapultsædet til at fungere.

Hun satte igen autopiloten til, men lampen låste ikke i rød. Også den var jammet. Kaput. Hvad kunne hun gøre? Hun løsnede alligevel selen, og lod cruiseren flyve sig selv. Vendte sig og hamrede febrilsk på katapultarmen, der var bøjet, perforeret og afskallet. Den vidnede om, at flere projektiler havde været igennem skroget under hendes ben, og gjort håndtaget og udløserarmen skæv. Cruiseren vibrerede i luften og fik hende til at miste balancen og slagkraften. Hun forsøgte igen, men udløserarmen sad ubehjælpelig fast.

Hun hørte sin maskine hvisle og ryste voldsomt. Hun drejede blikket ud af glaskuplen og så i hvilken retning cruiserens fløj. Rumskibet pegede snuden nedad i en vanvittig fart. Det var mørkt forude, så hun måtte være kommet forbi byen og et stykke ud i ørkenen, men hun kunne ikke afstandsbedømme, hvor langt væk overfladen var og dermed hvor lang tid, hun havde. Hun tog chancen, åbnede ammunitionskassen ved døren og fandt en dynamitstang. Hun greb lighteren fra inderlommen, tændte stangen og smed den under sædet, krummede sig sammen i sædet og ventede. Hun nåede akkurat at se betonvæggen foran cockpittet, da et gigantisk brag, ramte trommehinden, og eksplosionen trykkede al luft ud af hendes lunger. Hun mærkede suget i maven og så ildkaskaderne omkring sig. Hun følte gnisterne i ansigtet, og bevidstheden vibrerede. Hun fornemmede vægtløsheden i et kort øjeblik.

Var det sådan at dø?