De Sorte Magter – Voldens Bog

Skygger leger fangeleg på den fugtige betonvæg. Et spring ind i intetheden til højre for vinduet synes at være resultatet hver gang. Skyggerne genoplives på ny af lyset fra gadens sporadiske trafik og det krogede egetræ, der danser til vindens symfoni uden for vinduet. En bil kører gennem den voksende vandpyt langs kantstenen og sender endnu en ansigtsløs skygge hen over væggen mod intetheden. Den våde og slæbende lyd reflekteres på den eroderede husfacade, men rikochetteres som et fjernt ekko bag vinduesglasset. Jeg får kuldegysninger af lyden. Vand og jeg er ikke gode venner.

En afsjælet bænkebider hænger i en enkel tråd fra et edderkoppespind i hjørnet af vinduet bag enkeltglasruden. Edderkoppen selv skjuler sig i en revne i den rådne vinduesramme og venter på friske insekter. Kun de behårede ben er synlige i skæret fra gadens gullige lamper. Der er ellers rigeligt med føde i rummet. En insisterende spyflue sværmer om en sammenfoldet papkasse og et uldtæppe, der har fungeret som seng i et hjørne af rummet. Lyden af summende vinger sætter sig i mine overbelastede nerver og er bare generelt irriterende. Den enerverende og urolige bevægelse i lydbilledet giver mig lyst til at finde en fluesmækker og gå bersærk. Her stinker af pis, skrald og tjald, og af et menneske på flugt. Der er håb.

”Fortæl, mr. Levinson.” Jeg må være truende at se på, sådan som jeg kigger ned på manden, og Stetson-hatten på mit hoved kæler for det fugtgrønne loft.

”Jeg ved ingenting. På æresord,” jamrer mr. Levinson, der sidder på knæ på det rå betongulv. Gulvet skinner af væde. ”Jeg arbejder ikke for nogen, der kan finde på sådan noget.”

Stilhed, og så dog. Fodtrin, der bevæger sig. Klik, klik, klik. Jeg skridter rundt om mr. Levinson, der hviler uroligt på sine knæ, mens han følger mig med øjnene. Det kan ikke være rart at hvile knæskallerne mod betonen, der har små ujævnheder og fragmenter spredt ud over fladen. Han blinker, hver gang jeg sætter stokken i gulvet, og metalfoden sender et smæld ud, der ekkoer mellem væggene. Jeg klemmer hårdt om dødningehovedet for enden af stokken og standser bag ham, mens jeg betragter hans nakke. De strittende hår er våde af sved. Han virrer med hovedet for at se mig, og måske for at være beredt, hvis jeg skulle finde på at svinge stokken eller snitte hans pulsåre over med den indbyggede springkniv, som måske findes. Han er ikke mere dum end det. Jeg fortsætter rundt om mit bytte, så jeg kan kigge ham i øjnene, og så han trods alt kan føle sig tryg ved mit nærvær.

Det kvadratiske rum, der ikke er større end et teenagerværelse, dunkelt og lige så usselt, lyser igen op af et nyt sæt billygter fra gaden. Mr. Levinsons ansigt får asynkrone trækninger i mørket. Der er noget uærligt over hans ansigt. Hans fremtoning og den brede næse. Den urene hud med svedperler på panden og på overlæben. Ujævne plamager på halsen, der sikkert er skidt efter de mange dage på flugt fra mig. Et ar ved øjet trækker tråde, der ikke kun er rynker fra et hårdt levet liv. Jeg stoler ikke på ham. Han ved noget. Det er ikke for ingenting, at jeg står her i hans lort og truer ham. At jeg har jagtet ham gennem byen i regnvejr og nu er havnet her, hvor han har gemt sig. Men det er min egen efterforskning, og ingen skal fortælle mig, hvilken retning er den rigtige at gå. Mr. Levinson er mit første og vigtigste spor indtil videre.

Han kigger bedende på mig med øjne, der minder mig om en labradorhvalp fra internatet, hvor jeg hentede Sophie. Min Bichon Havanaise og mit ét og alt, som er min eneste familie for nu. Selvfølgelig ved han, at han allerede er en død mand, blot fordi han har talt med mig. Vi kender begge dem, der også er derude i byen. Dem, der vil finde ham bagefter og ikke efterlader sig spor. Det her er min eneste chance for at få brugbar viden ud af ham. Få at vide, hvor de er, inden Den Sorte Kat kræver sit offer. Den Sorte Kat. Jeg væmmes ved at tænke på katten. I morgen vil mr. Levinson være død, så selvom det vil ligne en naturlig afgang med livet, vil han ikke desto mindre være stendød. Jeg tror, han ved det.

”Mr. Levinson. Glem, hvad du tror, du ikke ved, og ikke mindst tror, hvad jeg ikke ved, og fortæl mig så, hvad du ved.”

Mr. Levinson ligner et spørgsmålstegn. Han fatter intet. Det var for mange ord i samme sætning. Han er trods alt kun en stupid, mikroskopisk fisk, der blot parerer ordre uden spørgsmål og i øvrigt uden at fatte, hvorfor han gør, som chefen siger. Bare der kommer et firecifret beløb ind på kontoen hver måned, vil han være tilfreds. Så vil han udføre hvilken som helst opgave.

Jeg knuger smykket i bukselommen. Mit eneste bevis på, at min familie endnu lever. Hovedpinen trænger sig på igen. Jeg ved, at mr. Levinson ved noget. Måske gemmer han ubevidst på en ledetråd, så jeg kan finde dem. Min familie. Min datter og min hustru.

”Jeg … Jeg …”

”Du …? Du …?” afbryder jeg spottende.

”Jeg ved ikke, hvad du vil vide. Undskyld!”

”Alt. Det, du ved, vil jeg vide. Hvad er det?”

”Alt?” stammer mr. Levinson.

”Alt, mr. Levinson. Alt. Start med, da du modtager 10 kilo for at hente kvinden og pigen i lejligheden på Victoria Street.”

”Hvad?! Nej, det har jeg aldrig gjort.”

”Hvad har du så gjort?” afbryder jeg med en hård tone, der får ham til at gibbe og krumme sig sammen som hunden, der afventer sin herres slag med stokken. Måske ligefrem forventer en afstraffelse. En læring fra sin ansættelse. Et slag med et pistolgreb eller et svirp med håndfladen. Den elegante måde. Alt, han har oplevet for at udføre den opgave, og hvorfor jeg har jagtet ham hertil, er vigtigt. Han ved noget, som jeg kan bruge. Jeg er sikker.

”Jeg … jeg skulle levere en pakke. Ikke andet.”

”Hvad var der i pakken?”

”Det … det ved jeg ikke. Det var sko måske.”

”Sko?”

”Kassen passede med en skotøjsæske. Og vægten.”

Jeg går rundt om ham og stiller mig igen ved vinduet og kigger ud på regnen. Fokuserer blikket på en bil, der kommer nærmere. Jeg gyser ved at se de lårfede stråler af vand fra oven. Djævlens værk. Jeg har ikke fundet en pakke i lejligheden, så måske er det ikke sandt, eller også taler han sandt, og pakken må være vigtig. Jeg kan se hans spejlbillede i glasset. Mr. Levinson sidder stille, men ansigtsudtrykket forvrænges i spejlingen og får ham til at ligne Beelzebub. Jeg undgår at kigge på mig selv. Han prøver ikke på noget. Jeg vil ellers være klar, men han sidder stille med ansigtet vendt mod mig. Det er, som om han ved, at jeg er ham overlegen.

”Det er ikke godt nok, mr. Levinson. Jeg ved, at du ved mere.”

”Men … jeg ved ikke mere. Jeg modtog et brev med en nøgle til et bagagerum på stationen. Det er sådan, jeg normalt får opgaver. Og så ligger der en instruks i rummet sammen med pakken. Ikke andet. Jeg sværger.”

”Må jeg se instruksen?”

”Den … den er brændt, sir.” Mr. Levinson vrider hænderne. ”Det er aftalen.”

Den Sorte Kat efterlader sig virkelig ingen spor. Ingen spor i den virkelige verden og ingen i den åndelige. Den, jeg kan kontrollere og få indsigt i via min intuition, som jeg ikke selv kan forklare. Jeg har den bare. Der er kun de digitale brødkrummer at gå efter. Jeg overvejer, om det er meningen, at jeg skal finde krummerne. Er brødkrummerne lagt ud for min skyld, så jeg går præcis i den retning, som mr. Levinsons arbejdsgiver vil have? Jeg må være mere forsigtig næste gang.

”Nå ja,” afbryder mr. Levinson mine tanker, så jeg spidser ører. Han husker noget.

”Der stod, at jeg skulle spørge, hvem der har reddet dig? Altså jeg aner ikke, hvad det betyder, men det stod som en note.”

”Hvad stod der?”

”Altså, der stod, jeg skulle levere pakken på Victoria Street til … til … øh ja. Nummer seks, anden et eller andet, og så stod der nedenunder med småt som en note: Spørg, hvem der har reddet dig. Jeg sværger, at det er alt.” Hans stemme bævrer som geléen på en jordbærtærte. Min yndlingskage. 

”Ordret: Spørg, hvem der har reddet dig?”

”Ja.”

’Hvem der har reddet dig’. Hvem er dig? Jeg vender mig mod mr. Levinson. River hans arm til mig og folder min springkniv ud med en hurtig bevægelse.

”Nej!” skriger han, men jeg har allerede skåret et dybt snit i hans hud på underarmen. Det bløder. Jeg tager en prøve og giver slip. 

”Hvad fuck, mand. Du skar mig!”

”Her.” Jeg smider mit lommetørklæde til ham. ”Bind det om armen. Du overlever.” Jeg ved, at han ikke overlever, men det er ikke på grund af mit minimale snit. I morgen vil en tilfældig forbipasserende finde ham i en grøft eller i en trappeskakt et eller andet sted i byen. Der er intet, jeg kan gøre ved det. Men hvad betyder det. ’Hvem har reddet dig’. Talte han om Cecilia og Emma?

Mr. Levinson ømmer sig, men presser lommetørklædet mod snitsåret. Det er dybt, men jeg måtte finde ud af, hvem han er. Hvis han er noget andet end en simpel håndlanger, må jeg vide det. Men jeg tror, han er ægte nok. Det er ikke en besked til ham. Jeg gnider mine tindinger. Hvorfor er det så svært at tænke? Jeg kan ikke huske nok. Det er blot Den Sorte Kats ord til mig, at jeg finder svaret i blodet. Sidder det nu latent i min metode, at jeg må snitte og tage en blodprøve? Den Sorte Kat har svaret, og jeg må undersøge det. Svaret ligger i blodet. Nu har jeg tre vigtige oplysninger. Et: Svaret ligger i blodet. To: Hvem har reddet dig? Tre: Hvor er skotøjsæsken?

Jeg rækker igen ned i lommen og finder halssmykket. Det hjælper mig ikke, men jeg føler en form for tryghed i smykket. Det er mærkeligt. Som en krammebamse fra min dåb. En bamse, som jeg er vokset op med i barnevognen og har bragt med mig gennem min barndom og ungdom. Det er en sær følelse, selvom det bare er en forestilling. Jeg kan intet huske.

”Ok. Mr. Levinson.” Jeg tager mit lommeur frem og ser, at klokken har passeret midnat. Han har levet til at opleve endnu en dato. Jeg kan ikke gøre mere. Det er et lille spor. Jeg er stadig på jagt efter et digitalt spøgelse, og de er svære at finde. Det var en logisk konsekvens af min fangst, så jeg er ikke overrasket over, at han ikke ved mere. Jeg fornemmer hans panik og hans knugende hånd om min ankel.

”Vær venlig, sir. Du må ikke gøre mig noget. Jeg har fortalt, hvad jeg ved. Hvis der var andet, ville jeg fortælle det. På æresord.”

”Stille.” Jeg standser og forsøger at få styr på mine tanker.

Han kværner videre på trods af advarslen. Det er tydeligt, at han forsøger at trække tiden, fordi han forventer, at jeg vil gøre ham fortræd. Men det er nu ikke min plan. Frygten kan måske sætte hukommelsen yderligere i omdrejninger, men der kommer ikke mere, andet end endnu et forsøg på at trække tiden.

”Du skylder mig en tjeneste.” Jeg ser på ham og på hans hånd, som han hurtigt fjerner fra min ankel. Den sætning har jeg lært ude i byen i mine mange mellemværender med kriminelle.

”Undskyld. Det var bare … Ja, selvfølgelig. Hvad som helst.”

Jeg ved udmærket, at han ikke lever længe nok til at indfri løftet. Medmindre jeg hjælper ham.

”Nu skal du h…”

En insisterende ringetone afbryder mig.

”For pokker …” Jeg går væk og stiller mig ved døren med ryggen til mr. Levinson. ”McPherson,” japper jeg ind i mobilen, som om jeg forventer, at det er elselskabet, der er trætte af manglende indbetalinger.

Stemmen i baggrunden er svag og knitrer som en elektrisk hvisken.

”Far …”

”Emma!” råber jeg og tager et skridt mod døren, hvis der er brug for at komme hurtigt videre, men der bliver lagt på. En bølge af længsel, frygt og sitrende ubeslutsomhed rammer mig som en mukkert. Stemmen og den elektroniske knitrende lyd er væk. Der er kun ekkoet tilbage og kammertonen. En snurrende lyd af elektronik, der arbejder. Hun lever. Emma lever. Selvfølgelig ved de, hvor jeg er. Den Sorte Kat er altid et skridt foran, og har ringet mig op med vilje. Måske er katten usikker på, hvor meget mr. Levinson ved, og hvad han er klar til at fortælle. Jeg vender mig og ser flygtigt ud ad vinduet. Der er tomt derude. Ingen ni-millimeter presset mod vinduet til at slukke mr. Levinsons fortællelyst på stedet. Ingen maskerede troldmænd på vej i mørket og ingen sort kat i mørket med overnaturlige evner som mig. Der er kun mit eget spejlbillede.

Jeg vender blikket mod mr. Levinson, der endnu sidder på knæ, men nu med opspilede øjne, der stirrer. Det er tydeligt, at han har hørt mere, end han burde. Jeg har instinktivt råbt og givet ham en flig af en småkage, som han med garanti vil sælge til højestbydende forbryder, der vil mig det ondt. Et billede af Emma er dannet i mit hoved, men ikke andet. Jeg kan ikke danne andre billeder.

Jeg rømmer mig og lægger telefonen tilbage i frakkens inderlomme. Den dumper ned i bunden af lommen og klistrer sig op ad min brystkasse, der emmer i nattens hede og høje luftfugtighed, og en masse lommeuld. Den olivengrønne frakke slikker mig om benene, da jeg atter går ind i midten af rummet til mr. Levinson og forsøger ikke at trække for meget af stanken ned i lungerne. Han emmer af gammel mand og indtaget spiritus, som bliver kraftigere, jo tættere jeg kommer på ham.

Jeg stryger min hånd over min hage, så de daggamle skægstubbe brokker sig og rasper i ekkoet fra min konkave håndflade. Uroen vokser, og hjælpeløsheden svider i maven. Det er ikke mr. Levinsons skyld. Det er Den Sorte Kat, der bærer ansvaret. Mr. Levinson kan se, at der er noget på vej. Han hæver armen for at skærme sig for det slag, han forventer. Mon det er mine øjne, der bliver smalle. Alle forbrydere ser noget i mine øjne, som de ikke bryder sig om. Det har tjent mig godt, og mr. Levinson har set dem. Mine ansigtstrækninger er for skræmmende for manden på flugt. Måske forventer han endnu et snit med springkniven. Jeg kan få brug for mr. Levinson senere. Mit eget spørgsmål sætter gang i overvejelserne.

”Vær venlig,” hvisker han. Han mener det, og hans udtryk stinker af det. Hænderne er knuget sammen til en bold, der æltes panisk, og de sitrer som vissent løv i vinden, men han holder øjenkontakten i et håb om, at det hjælper ham. 

Det må være mine øjne, der skræmmer ham. Han stirrer på dem, og hans øjne bliver blanke som mudrede skovsøer. Jeg går tættere på og går ned på hug foran ham. Tager min Stetson af og blotter mit ansigt. Ser på ham med mine lysende, grønne øjne. De skræmmer enhver, der får lov at se dem tæt på, når jeg er vred. Jeg udsætter mig selv i denne stilling, da jeg ingen balance har, hvis han beslutter sig for at angribe, men jeg er større, stærkere og hurtigere end han er. Måske tager han chancen? Han kan ikke se mine ar og ved formodentlig intet om mine handicaps, så selvfølgelig forholder han sig i ro.

”Jeg har et forslag, mr. Levinson.” Jeg holder vejret. Ikke i spænding, men for at holde et opkast inde. Lugten i mr. Levinsons udåndingsluft er uudholdelig, og den sætter sig på mine smagsløg. Jeg synker mit spyt for at dæmme op for ubehaget. 

”Ja! Ja!” insisterer han med en barnlig stemme, der overhovedet ikke passer med hans fysiske fremtoning.

”Hør mig ud.” Han nikker ivrigt, og jeg roder i lommen efter én af mine mønter. Der er ti tilbage. Mønter, som jeg kun har en svag formodning om, er vigtige, men det er nok. To er foræret væk til to personer, som jeg holdt af på hver sin måde, og nu vil jeg forære endnu en mønt væk. Denne gang til en person, der ikke kunne frastøde mig mere, men noget siger mig, at det er vigtigt. Det er mine mønter at give væk.