Den 7. Dimension

Tid til den nye verden

Ringen var mandshøj og fuldstændig perfekt. Der var ingen fejl at spore, og den emmede som et kraftfelt, der strålede fra en stabil kerne. Den sydede og knitrede af elektriske spændinger, og på den øverste halvbue fejede blå flammer frem og tilbage. Ringen stod som en oprejst glorie. Som en portal til en anden verden. Kernen var sort og dyb, og skygger flimrede derinde. Lynet havde dannet glorien.

Uvejret rasede over hele himmelhvælvingen fra horisont til horisont, og det regnede fortsat voldsomt. Vind fra vest hylede hen over hustagene, og natteskyerne buldrede af sted trods deres massive dimensioner. Alt i værelset var gennemblødt undtagen glorien. Regn blev til damp omkring den, og et tågeslør omfavnede den. Det var, som om omgivelserne skælvede og resonerede af gloriens blotte tilstedeværelse. Selv luften vibrerede omkring den.

Kuppelværelset med de farverige loftsmalerier lå spredt som simple byggematerialer. Det før så imponerende og kunstneriske rum var i grunden ikke andet end mursten og mørtel med en farvebelagt skal. Det ødelagte tag lå spredt på værelsets tæppebelagte gulv og gav udsyn til himlen, hvor lynet endnu dansede mellem de enorme skyformationer.

Et kraftigt brag rungede fra døren. De var her. Jeg mærkede mit paniske hjerteslag i brystkassen. Det hele føltes så ligegyldigt. Min krop var ved at eksplodere. Jeg stod mellem den sydende glorie og døren og anede ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Den døende mand lå på gulvet i smerte foran døren. Det gjorde forfærdeligt ondt at se på. Jeg havde ikke flere tårer at give, selvom jeg kunne mærke, at min sjæl skreg på at få lov til at give slip. Til at tage mig i stedet, men der var intet at gøre. Gamle tårer strammede på min hud. Jeg måtte af sted. Det var planen. Manden på gulvet var velkendt, selvom ansigtet var forvredet i smerte, og sjælen var på vej væk. Han kiggede udslukt på mig gennem regnen. Sagde et tavst farvel.

Den levende mand, der havde bragt mig hertil, sad på en væltet søjle ved siden af den døende mand og tænkte. Han så væk, mens hans sorte silhuet var tydelig, når lynet sprang mellem skyer over byen. Silhuetten var sammenkrøbet, og han messede stille for sig selv.

”Det kan ikke passe … det kan ikke passe …”

Den væltede søjle, som silhuetten hvilede på, var dekoreret med et utal af diarubinsten i murværket. De værdifulde ædelsten. En af grundene til verdens uorden. Formodentlig grunden til krigen. Stenene havde været løsningen på konflikten, men det var ikke endt som tiltænkt. Det var symbolsk, og det var nok det, der fik manden til at gruble og messe videre. Nej, det kunne ikke passe. Det kunne ikke passe, at verden var kommet hertil. Jeg kunne ikke hjælpe den lidende mand på gulvet mere. Jeg kunne ikke hjælpe verden. Jeg kunne ikke hjælpe nogen. Muligvis kunne den messende mand i skyggen stadig gøre noget, men det hastede.

”Gå derind!” befalede han fra mørket uden at vende hovedet.

Det var muligvis en test eller blot afklarethed i dette øjeblik. Hans tanker var kommet til en konklusion. Han rejste sig fra skyggen, vendte ansigtet mod døren, afventede de udefrakommende. Gjorde klar til sit eget endeligt. Han samlede sværdet op fra fliserne og hævede det foran sig, så han forventede tydeligvis en kamp. Som et forsvar af det ødelagte værelse.

Energien fra glorien bag mig trak i min krop som et magnetfelt. Det var mig, der skulle af sted. Jeg skulle efterlade dem begge til døden. Den ene sikker på døden, den anden ikke, men sandsynligvis. Det var også uvirkeligt. Det var nøjagtigt det. Så uendeligt uvirkeligt.

Jeg vendte mig og betragtede glorien. Den brændende blå glorie omfavnede den nye verden. Den var porten til den nye verden, og gloriens indre var dyb som uendeligheden. Så ukendt som uendeligheden. Glorien var dannet af lynet ud af intetheden. Dannet af mørket i midten som intetheden. Dannet af intetheden som et spejlbillede af uendeligheden. Glorien ville gøre en ende på uendeligheden for mig. Hvad var der i livet efter dette, i den anden verden. Det var den eneste tanke, der nu trængte sig på. Jeg gik nærmere den brændende glorie. Endnu et brag rungede, og døren gav sig. Jeg bøjede mig ned og tog et langt skridt ind gennem glorien, faldt, men undgik at ramme den brændende ring. Jeg bakkede ind i mørket og kiggede tilbage mod værelset. Mod de to mænd i det ødelagte værelse. Den ene liggende, den anden stående med et sværd foran sig. Jeg mærkede vibrationerne fra gloriens energiudladning brænde på mine kinder. Døren i værelset knagede og blev trykket ind med et smæld.

Glorien lukkede sig og slugte resten.