Kapitel 1

Skygger flimrer svagt på kanten af mit synsfelt. Det hele er en tåge, en smertens tåge, og jeg ænser kun en brøkdel af, hvad der sker omkring mig. De lyserøde blomster på pudevåret, kun få centimeter fra mine slørede øjne, optræder som et dobbelt mareridt. Jeg hader blomstrede stoffer, og de minder mig om frøken Jamilla og lidt om bartenderen Ginna. Krydderiet til mareridtet er smerten i min ryg. Den er ubærlig. Tågen virker uigennemtrængelig, men jeg ved, den kun er dannet af mine tanker; mine nerveender, der brænder og kun nødtørftigt er smertedækket af de enorme mængder af piller, som jeg allerede har indtaget for at slippe fri for at føle livet så konkret; og af mine tanker, der forsøger at få hold i alle begivenhederne. Det er alligevel tankevirksomheden, der er værst. Den stopper ikke uanset smerterne. Den stabler, samler og ordner for dernæst at sortere, skille ad og pulverisere. Det er kaos. Jeg ligger på maven, fordi jeg ikke kan andet. Min brystkasse hviler på en pude, og mine arme er for længst over syregrænsen af at holde mit ansigt fri fra at blive kvalt i det utilgivelige pudevår.

Jeg bærer kun boksershorts. Alt andet tøj er klippet af min krop. Det, der var tilbage af tøjet, og det, der ikke er brændt ind i mit kød. Rummet er køligt som en lagerhal til fiskeauktioner. Her stinker også af fisk. Det er det, der giver associationen til lokaliteten. Alligevel føler jeg, at jeg brænder op, mens alle ydre sanseorganer føler kulden fra de utallige isposer, som er placeret op ad mit flænsede korpus. Jeg har nu erfaret, at jeg heller ikke er gode venner med is.

Stemmer bag mig diskuterer. En kvinde og en mand. Dels bliver mine skader kommenteret og behandlet kyndigt. En person sidder ved siden af mit leje og dupper, smører, flytter isposer og lægger gazebind i lange våde strimler. En anden person går frem og tilbage i rummet. Lyden giver mig kvalme. Personen pulser på noget ildelugtende. En cigar. Henter nyt is fra beholdere rundt omkring i lagerhallen på bestilling. Is, der stinker af fisk. Jeg er helt sikkert i en lagerhal på havnen. Han taler og kommenterer. Overvejer og stiller spørgsmål. Jeg kan ikke svare; jeg kan ikke høre og forstå, hvad der bliver talt om, og jeg har en forfærdelig og alligevel kærkommen følelse af, at jeg er på vej væk. På vej til at dø. Langsomt og smertefuldt. Men ingen af de to personer lader til at give op. De siger begge på skift, at det ikke er slemt. Jeg kan klare det. Min krop er stærk og holdbar efter den lange kur. Jeg mindes maratonmåltiderne med salat og frugt. Og kun vand at drikke. Mig, der frygter vand mere end noget andet.

Samtidig kan jeg fornemme på deres tonefald, at det er én stor, fed løgn. Det er slemt, det er livstruende, og det er min egen skyld. Men hvad var alternativet? Det er en kontrafaktisk overvejelse, som jeg slet ikke gider beskæftige mig med. Jeg gjorde det, jeg gjorde, og nu rammes jeg af konsekvenserne.

”Robert!”

Stilhed. Mandens stemme skaber et besynderligt ekko mellem de rå betonmure, de høje vinduer og de tavse, døde fisk. Det er ikke svaret, der vender retur, men blot et mere afdæmpet og alligevel insisterende tonefald i det samme spørgsmål. Det spørgsmål, som jeg ikke kan huske blev stillet.

”Robert, for helvede. Svar mig.”

Jeg grynter og smører ganen med tungen. ”Hvad?”

”Lytter du ikke?”

”Jah … Det gør ondt.” Jeg anstrenger mig for at sige, hvad der falder mig først ind, samtidig med jeg løsner mine kæber for at holde smerten ud.

”Okay. For fanden. Kan han få noget mere?”

Spørgsmålet er denne gang ikke henvendt til mig. Til kvinden.

”Nej. Han har fået rigeligt. Han bliver nødt til at være ved bevidsthed. Det ved du.”

Kvindens stemme er overraskende blid, tilsat et skvat beslutsomhed. Jeg kender stemmen. Den virker så hjemlig, så hyggelig, så omfavnende. Mine synapser kan ikke oversætte, om det er et godt tegn. Jeg skal holdes ved bevidsthed og tortureres med disse murrende, brændende, jagende, svidende og isnende smerter.

 ”Robert! Tænk.”

Okay. Det giver slet ikke mening. Der mangler ligesom noget. Jeg tænker. Gør fandeme ikke andet.

”Tænk. Hvad har du på dig?”

Aj. Det er sgu da det lammeste spørgsmål af dem alle. De har stort set strippet mig for tøj.

”Boksershorts,” hvisker jeg og tager en dyb vejrtrækning, der hiver og flår i ryggens hud, fordi brystkassen udvides. Det føles ikke sundt.

”Robert. Der er ikke tid til dine vittigheder. Troede, du havde ondt. Det er vigtigt. Vi kan ikke regne med at kunne blive her meget længere.”

Stilhed igen. Afventende mit svar, men jeg aner faktisk helt ind til benet ikke, hvad manden beder mig om at svare på. Mit syn flakker. Min bevidsthed blopper kun få millimeter over bevidsthedsgrænsen. Det må han vide. Pudevårets blomster danser kinddans foran mit blik. Og så tror han, jeg joker. Jeg må vide, hvad han ønsker at vide.

Mine tanker kværner løs om Justin, om Ben, om infernoet og om eksplosionen, om min familie, Cecilia og Emma, Sophie, om Den Sorte Kat, Fat Tony, himmel og helvede og om politiet. Sågar om Tina. Køreturen hertil var vitterligt et helvede. Hvad mere skal jeg tænke på?

”Spørgsmålet?” Jeg synker og klemmer øjnene hårdt sammen. ”Hvad var spørgsmålet?”

”Det er sgu da ikke et spørgsmål, Robert. Det er en ordre. Du har en transmitter på dig et sted. Find den! Hjælp mig! Sig mig, hvad du har, der kan være en transmitter.”

Jeg tænker som en gal. Nu hørte jeg det klart og tydeligt. En transmitter. En elektronisk dingenot, der er som en radiosender. Selvom min fornemmelse for tid og sted er en relativ størrelse, kan jeg se problemet. Hvis jeg har en transmitter på mig et sted, så er det så godt som en invitation til dem, der har en modtager eller en opkobling til transmitteren, til at se, hvor jeg er. Jeg ser mit ophold i hytten langt ude i ingenting for mig. Og hvordan Justin kunne opspore mig. Min entre i huset, hvor Justin afholdt sin live-transmission. Han vidste, at jeg var på vej. Fuck. Hvem har ellers haft styr på, hvor jeg var. Ben? Selvfølgelig Ben. Og Den Sorte Kat? Den tanke gør mere ondt end noget andet.

Men det er lige meget nu. Jeg må tænke. Jeg kan kun komme i tanke om min computer, min bil, min hund og … og hvad?

”Robert!?”

”Ja, for helvede,” stønner jeg. ”Jeg tænker …” Hvad kom og stod jeg i ved Justins eksploderede hus? Mit tøj. Min frakke, der er smurt ind i Justins blod, men brændt til ukendelighed i flere store plamager. Min Stetson. Min stok. Stokken.

”Stokken”

”Svitset,” konstaterer manden bag mig med et tonefald, der ikke vil alarmere nogen som helst i miles omkreds. ”Du havde den ikke med hertil, Robert.”

Fuck. Hatten

”Min hat?” Svaret er spinkelt.

”Robert. Hvor fucked er du? Den havde du heller ikke med hertil. Er du helt væk?”

Tja … Det er jeg vel. Jeg har prøvet at miste hukommelsen en gang før. Det her er noget andet. Det er mere livsfarligt. ”Mit tøj.”

Jeg kan høre et dybt suk bag mig. Manden er ikke tilfreds med mig. Han kommer nærmere. ”Tænker du bedst under smerte? Han sætter en finger på min ryg, og det føles som en loddekolbe, der selvantænder på stedet.

”Stop det,” afbryder kvindestemmen, og straks fjernes den insisterende punktsmerte.

Jeg gisper og føler kvalmen rulle op i halsen. Jeg hoster og starter en form for hyperventilation. 

”Så gør bilen klar. Vi rykker.”

”Hvorhen?” spørger manden retorisk. ”Skal vi køre rundt med idioten her til alle vores gemmesteder, så de bliver kompromitteret og ødelægger forretningen?”

”Nej, men hvis Robert ikke aner, hvad han har, der giver ham til kende, så må vi finde et sted, hvor radiobølger kan hæmme eller fjerne signalet, mens vi tænker. Hvad ved jeg?”

Kvindestemmen er ikke længere blid, men hård og krigerisk.

Det lyder problematisk. Jeg forstår den glimrende idé, men hvor kan man skjule et radiosignal uden først at lede radiosignalet direkte til stedet?

”Jeg gentager, hvor?” Manden er urokkelig.

”Hvad med Fat Tony?” Kvindens forslag er som Pandoras æske.

Jeg stivner, da jeg hører navnet. Jeg må på nuværende tidspunkt have den ultimative dødsdom hængende over hovedet fra Tony. Fra manden, der kan finde alt og alle. Han bruger sikkert også transmitteren til at spore mig, som min egen personlige opkobling til internettets skyggeside. Men disse to personer ønsker at bringe mig direkte til mafiabossen i det italienske kvarter i denne tilstand. Det må ikke ske. Jeg kan ikke klare flere tæsk.

”Glem det,” kvækker jeg, så jeg fornemmer, at de begge stirrer på mig.

”Lige mine ord,” indvender manden og går endnu en runde, så hans fodtrin klikker på betongulvet. Klak, klak, klak, og så stopper de.

Skoene lyder italienske.

”Hvad har du i lommerne, Robert?”

”Øh …” Umiddelbart ingenting. Lommeuld og måske rester af glasur og brændt kringledej.

Jeg hører, at manden klakker længere væk, men lyden fortaber sig i noget højere. Noget, der nærmer sig. Noget, der buldrer og flapper. Det kommer langt væk fra, men nærmer sig. Til den ene side hører jeg lyden af små tiks på facaden. De intensiveres, og kvinden bag mig standser sit arbejde.

”Far!”

”Jeg hører det,” siger manden og er stoppet med at bevæge sig rundt. ”Robert. Sidste chance.”

Jeg mærker igen koldsveden på panden, og uroens trykkende tilstand blusser op i brystkassen. Jeg bliver svimmel. Jeg har brug for at kramme Cecilias halskæde. Jeg standser og tvinger mig længere op på albuerne.

”Halskæden. Højre bukselomme.”

”Far!”

”Ja, for helvede.” Manden rumsterer, og jeg kan fornemme panikken brede sig i lagerhallen, imens blæsten omkring bygningen er taget til og åbenbart sender, hvad der lyder som projektiler, mod den ene facade. Den buldrende lyd er voldsom. Det er rotorlarm, og det blandes med andet motorstøj fra et eller andet imaginært sted. Jeg fornemmer et lys, der supplerer lyden og kommer ind udefra gennem snavsede fabriksvinduer.

”Far. Det er nu.”

”Har den!” konstaterer den mandlige stemme, som jeg nu ved hvem tilhører. ”Det er et sats.”

Jeg hører et tydeligt klask, der går lige i centralnervesystemet via mine lydfølsomme sanser, og et efterfølgende knas.

”Nu.”

Kvinden rejser sig, og straks føler jeg mit leje bevæge sig i kraftige ryk. Jeg ligger på en rullevogn. Den er på vej bagud i hastigt tempo med kvinden i løb ved siden af. En bildør åbnes, og rullevognen standser, så jeg føler, at jeg kurer lidt bagud. Mine læber undslipper et suk, og bevidstheden flimrer igen i smerte.

En motor helt tæt på startes med et brøl, der fortæller mig, at hestekræfterne bugner i det køretøj, som jeg er ved at blive læsset ind i. Rullevognen vipper og kurer. Klonker og rumsterer. En bagsmæk lukkes med et brag, og fodtrin skurrer uden for bilen. Her stinker af cigarrøg og wunderbaums, der ihærdigt forsøger at friske stemningen op. Det virker som en trøstesløs kamp mod overmagten. Blandingen skaber en odør som en kroatisk kloak.

En bildør åbnes helt tæt på og smækkes lige efter. Straks accelererer køretøjet, så jeg atter kurer lidt bagud. Denne gang rammer mine fødder bagsmækken, og smertejagene sender nedlukningsimpulser op gennem min krop. Jeg kan ikke mere. Min hjerne lukker ned til lyden af en træport, der splintres i atomer, og en fornemmelse af, at alt omkring bilen bades i kunstigt lys fra oven, som om himlens porte åbnes til min himmelfart, samtidig med at rotorlarmens lydstyrke eksploderer. Mit synsfelt snævres ind fra siderne med sort, og det sidste, jeg opfatter, er lyset for enden af tunnelen, indtil lyshullet slukkes som fugtige fingre omkring svovlet på en tændstik.