De Sorte Magter 2
Skygger står stille og rækker tunge fra den hvide betonvæg. Det er en forvrængning af den hæslige plante, der er blevet sat på bordet ved vinduet. Lyset kommer udefra og nedefra. Skyggen har lagt sig op ad væggen og breder sig yderligere ud over loftet som en kæmpehånd, der snart vil gribe fat, rive og flå. Lyset kommer fra baggården, hvor en lastbil med varer har stået i tomgang, i hvad der føles som en time. Uden hørbar aktivitet. Uden råb fra chaufføren. Uden rumsterende flyttelyde eller hjul mod metal, der kan vidne om, at der bliver læsset varer ind eller ud af lastbilens bug. Bare en enerverende brummelyd, der får alt til at blævre. En tid, hvor jeg ikke har været alene i rummets mørke.
Det udviskede kontrafej med den lange krop sidder stille på stolen i hjørnet af rummet, hvor der er skygge, som om han sover. Det er en han. Hans stemme er mørk, men på en mærkelig måde også fordrejet. Kold og mekanisk. Måske endda elektrisk. De eneste ord, han sagde, da jeg vågnede, var: ”Godaften, mr. McPherson.” Og så blev han stille. Jeg vågnede ved hans tilstedeværelse, og da han strammede begge strips om mine håndled, så jeg nu er bundet fast til hospitalssengen. Anklerne havde han allerede fikseret, uden jeg var vågnet af det. Det vidner om exceptionel fingerfærdighed i min bog. Eller også har jeg bare været bedøvet lige vel rigeligt efter aftenens stuegang. Jeg bebrejder ingen. Kan huske, at jeg sagde tak for injektionen og nød min rus.
Sygeplejersken, der kom løbende ind på stuen, da jeg råbte på hjælp for lidt siden, er nattevagten. Hun ligger endnu på gulvet. Blodpølen under hendes hoved er tiltagende. Det er aldrig et godt tegn. Men manden på stolen er tavs. Der kommer ikke flere sygeplejersker eller læger til udsætning. Som om sygeplejerskens tilstedeværelse hele tiden har været ligegyldig. Én nattevagt og ingen backup. Ingen savner hende. Sådan er stemningen også. Forladt og tom. Mørk og urovækkende. Stille og ligegyldig. Ingen savner nogen. Men der er intet status quo over situationen. Det hele er nyt, og jeg er fastspændt, så jeg ikke kan ændre på noget. Det lader til at passe manden i stolen godt, og det giver frit spil til mine tanker og ikke mindst mareridt i vågen tilstand. Hvad skal der ske?
En pludselig bevægelse får mig til at gibbe. Han rejser sig. Uden varsel har han trukket benene ind under sig og rejst sig, som om det, der skal ske, ikke kan vente længere. Tøjet skurrer. Han strækker sig som en kat, som virkelig har sovet godt og længe. Det er en sort kat i mørket. Måske er det nu, jeg skal dø rigtigt og ikke bare i tankerne.
Han flytter sig ikke. ”Fortæl, mr. McPherson.” Stemmen bryder tavsheden, som en issyl gennemborer en dybfrosset isblok. Som et knas fra indlandsisen, der giver op og lader sig bryde fri, opløse og duve væk i saltvandet mod syd mod langsom tilintetgørelse. Som et fløjt fra en musvit, efter atombomben er faldet. Nu flytter han på sig, som om det var stemmen, han ventede på, før kroppen ville fungere. Som en rusten spilledåse og en dansende prinsesse, der snurrer, når låget åbnes. Han kommer nærmere, men er stadig kulsort i stuens mørke. Han holder sig klogeligt ude af lyset fra baggården. Og han bærer hat, så hans ansigt er ekstra mørkt. Hvis jeg ikke tager fejl, bærer han en Stetson. En kopi af min. Han ser komisk ud. Eller rettere, skyggen ser komisk ud.
”Fortæl hvad?” spørger jeg hæst. Jeg har stadig ondt i ansigtet af de slag, som Guy Diggit gav mig. Min stemme er som et ekko af blodudtrækningerne, der dækker mit ansigt. Jeg overdøver med nød og næppe den brummende lyd fra motoren i baggården uden for vinduet.
Brummende stilhed som en mærkelig afart af tinnitus. Og så dog. Fodtrin på det hårde gulv. Klok, klok, klok. Han bevæger sig rundt, mere frit, og det lyder grangiveligt, som om han bærer træsko. Vender sig mod døren og stiller sig foran den et stykke tid, som om han er gået i stå. Som om tandhjulene er stoppet med at virke. Som om han bare er en fejl i matrixen. Han håner mig ved ikke at fortælle mig, hvad han ønsker svar på. Måske er det et skuespil, inden han finder på noget at tæske mig ihjel med. Havde Guy Diggit en medsammensvoren? Mandens korpus er slet ikke så omfattende som Guys. Ikke som jeg husker skyggen fra min baggård, inden slagene kom. Jeg har endnu mareridt om det billede, jeg så som en spejling fra overvågningskameraet. Fandens også, at jeg også har den evne. Evnen, som andre end mig kalder for troldmandsskab. Mine synsforstyrrelser om frygtelige hændelser rundt omkring i byen er ikke en evne, jeg værdsætter mere.
Endelig vender han sig rundt. ”Mr. McPherson. Fortæl mig om dig selv.”
Tonen i ordene er spottende. Han ved noget, som jeg skal bekræfte. Sådan lyder det i trænede ører, men jeg er blank. Hvad skal jeg fortælle? Hvor skal jeg starte, og hvordan slutter man sådan en sætning, der aldrig er startet?
”Jeg har en hund, der hedder Sophie.”
Stilhed igen. Naturligvis bortset fra lastbilens motor og mandens træskotrin, der fortsætter rundt i rummet, som om jeg aldrig fik svaret ham. Som om mit svar er ligegyldigt. Nu står han få millimeter fra den modsatte hvide væg og stirrer direkte ind i væggen, som om han nyder den blanke overflade eller bare at se på ingenting eller for den sags skyld flisebelægningens detaljer. Med hænderne bag ryggen som en Gestapo-agent. Jeg følger ham med øjnene. Det er en meget besynderlig adfærd, men jeg kan mærke dybt inde i mit indre, at stemningen virker. Mit blod pumper hurtigere, og min puls må være så høj, at han kan høre den. Min hovedpude gør intet aktivt for at dæmpe lyden.
”Nej, mr. McPherson. Fortæl mig om dig. Dig! Ikke om din hund. Hvem er du?” Stemmen er på samme tid blødsøden, men også dominerende. Han vil noget. Vil have oplysninger.
Jeg har en fornemmelse af, at jeg ligger på frøken Jamillas daybed og skal beskrive noget, jeg ikke kan huske. Manden har samme overbærenhed som psykologen. Samme ønske om at afdække min psykiske profil. Samme stilhed, når jeg taler, og efterfølgende tavshed, som om det hele bliver evalueret på stedet. Frøken Jamillas stil ebber ud. Hun er væk som en laber larve foran en ækel tudse. Hun er der ikke. Hun er forsvundet ligesom den gode stemning og min lyst til at se ind under hendes kjole. Måske skulle jeg denne gang forsøge at svare oprigtigt. Noget, som matcher det, der står i papirerne, nogle andre har skrevet om mig. Jeg må ligne et spørgsmålstegn, hvis der ikke var så forbandet mørkt. Et skræmt spørgsmålstegn.
”Jeg er konsulent og privatdetektiv,” forsøger jeg, men afbrydes af et langt suk.
Manden ånder tungt ud længe. Hans lunger er som en uudtømmelig ressource af luft og indeholder en teenagers DNA. Han er ikke tilfreds med mit svar. Det er hørbart. ”Nej igen, mr. McPherson. Jeg ved, hvem du er. Ved du, hvem du er? Sådan rigtigt.”
