1. kapitel
Jeg lover ved De Syv … Et kort gisp undslipper mine læber, men jeg sluger lyden. Det er ikke nu, min vejrtrækning skal afsløre mig. Jeg lover ved De Syv, at jeg aldrig forsøger at stjæle en hest igen. Jeg stjæler aldrig en hest. Slet ikke fra en enøjet. Eller …? Er det godt nok? Er det løfte godt nok? Vil De Syv være tilfredse med det? Mine tanker springer forvirret rundt som en forårskåd hare. Nej. Jeg lover ved De Syv, at jeg aldrig forsøger at stjæle en hest fra en enøjet … eller en sjælløs. Jeg har brug for, at nogen hører mig. Hører mine tanker, så jeg kan slippe væk.
Jeg kan ikke love at stoppe med at være tyv. Eller kan jeg? Uroen breder sig som en steppebrand, og jeg må klemme hårdt om to håndfulde jord fuld af grannåle. Det er det eneste, jeg kan afreagere på. Men det er umuligt. Min krop har brug for at afreagere. Hvad ville vi så leve for? Leve af? Jeg ryster på hovedet for at tænke på noget andet, men det er umuligt. Jeg skal ikke kun sælge mig selv. Jeg kan stjæle. Jeg kan ved De Syv ikke love at stoppe med at stjæle. Bare ikke heste.
Jeg kryber endnu mere sammen, fordi jeg synes at høre noget i skovbunden til venstre. Er det bevægelse, skridt? Det er vigtigt, at jeg holder min vejrtrækning helt overfladisk og lydløs. Mine lunger skriger efter mere ilt. Musklerne i benene og maven dirrer efter flugten, men måske nåede jeg i skjul uden at blive set. Enebærbusken er tæt, og min kappe falder i ét med den mørkegrønne bundfarve. Kappen er allerede indhyllet i små nåle. Måske er der håb. Mit rustrøde, viltre hår vil vække opsigt, selv i en enebærbusk, så jeg har hætten over hovedet. Desværre hæmmer det grove stof min høresans.
Jeg har aldrig oplevet en mere lydløs mand end den enøjede. Pludselig var han der bare. Var det en fælde, eller læste jeg situationen forkert? Det var så åbenlyst et let ran. Hesten stod der med grime på, ikke tøjret. Med sadel, spændt gjord og uden opsyn. Der var ingen i nærheden. Jeg var så sikker. Det var så let. Måske det letteste tyveri, jeg nogensinde har foretaget. Og det største udbytte. Måske er det lige præcis det, der er gået galt. Jeg ville klaske mig selv på panden, hvis jeg kunne. Slå mig selv i maven. Rive mig i håret. Jeg har ikke tænkt mig om. Stjæle en hest. I dragens hale … hvor er det dumt.
Min vejrtrækning er faldet en smule til ro, og jeg orienterer mig med alle sanser. Langsomt fører jeg ansigtet til den ene side og så til den anden. Enebærbusken er selvfølgelig tæt, og jeg sidder i skjul på et underlag. Sylespidse nåle borer sig ind i mine håndflader, hvis jeg bevæger dem det mindste. Jeg aner ikke, om den enøjede er derude. Jeg kan intet høre for hætten og intet se for busken. Den mindste bevægelse vil få buskens grene til at vibrere og være et sikkert tegn til den enøjede om mit skjulested. Næste gang – hvis der bliver en næste gang – skal jeg ikke skjule mig i en enebærbusk. Jeg lukker øjnene og mærker tåbeligheden brede sig til hver en blodbane i min krop.
Jeg sidder længe med dukket nakke, åben mund og lukkede øjne for måske at kunne lokalisere lyden af den enøjede, men der er intet. Ingen støvler, der bevæger sig i skovbunden; ingen vejrtrækning; ingen støj fra gnidninger mellem arme og krop i et harnisk eller et våben, der trækkes fri af skeden. Jeg bliver opmærksom på alle lyde udover mit eget hjerteslag. En nærliggende å klukker mellem træerne med en rytmisk lyd, der er stærkt beroligende. Lyden dufter af frihed. En ihærdig fugl pipper et sted højt oppe. Det kunne tyde på ubudne gæster. Den forsøger måske at advare sine venner om en fare mellem stammerne. Måske er det mig, den har set. Måske er det blot en charmeoffensiv over for en artsfælle af det modsatte køn i et andet træ. En susen fra vinden i trætoppene kommer som bølger fra havet. En usynlig kraft, der sætter sig i omgivelserne. Bevægelser, der kan skjule lyden af den enøjedes tilstedeværelse eller mine rystende ben i busken. Jeg tør ikke forlade mit skjul endnu.
Jeg lover ved De Syv … messer jeg i tankerne for at holde den tiltagende smerte i lårmusklerne og fodleddet ud. Jeg lov…
En eksplosion af bevægelse sætter mit overlevelsesinstinkt i alarmberedskab. Jeg mærker det kraftfulde greb om nakken. Hvordan jeg brutalt løftes ud af enebærbusken. Jeg skriger og vrider mig, men grebet er for stramt. I dragens hale … grebet er stramt. Mine nakkehvirvler knuses om få øjeblikke. Det er jeg sikker på. Strenge af smerte får mine læber til at trække sig tilbage i en sær grimasse og mine øjeæbler til af bulne ud. Jagene fordeler sig hen over mit kranium og får hele min krop til at gå i spasme. Enebærbusken giver mig en sidste hilsen med nåle, der sætter sig hen over mine læber, min næse og mit ansigt. Jeg forsøger at vride mig fri af grebet. Slår med armene, sparker med benene. Jeg trækkes hen over skovbunden med en uvirkelig hastighed. Mine forsøg på at slippe fri er bare for at slippe fri af med smerten i nakken. Jeg slår ud til højre og rammer noget hårdt, men det har ingen effekt. Jeg fornemmer smerte i min hånd, men det er intet i forhold til grebet i nakken.
Min ufrivillige bevægelse ind mellem grove egetræsstammer og den harniskklædte kæmpe, der slæber af sted med mig, er kun små glimt i min bevidsthed, der flimrer mellem totalt mørke og lysglimt fra solens stråler. Stråler, der søger ind mellem de høje træer og fyldige trækroner. Fanger mit blik og skærer mig i øjnene. Jeg skriger, når jeg kan, men det er svært at få en lyd ud. Det er, som om grebet i min nakke også lukker for mit stemmebånd og min evne til at trække vejret. Jeg må bide hårdt sammen for at udstå smerten. Min tunge er imellem tænderne, og jeg smager blod. Lugter min egen frygt, der er som jern og jord fra begravelsespladsen. Det er uden tvivl den enøjede. Lydløst og livsfarligt fandt han mig. Hvordan er det muligt? Mine nerveceller er eksploderet i signaler. Altopslugende varme og sitrende kulde bølger i alle porer på min krop.
Jeg får ikke fodfæste og trækkes af sted i nakken i et vanvittigt tempo. Åens klukkende symfoni er et mareridt af gurglende lyde, der kommer nærmere. Fuglene i trætoppene er væk. Skræmt væk af lydene fra skovbunden og mit forpinte, lydløse skrig. Hvad skal der ske? Hvor trækker den enøjede mig hen? Hvornår slår han mig ihjel med sit skarpe sværd – hvilket alle bliver, hvis de udfordrer rigets soldater. Halshugget eller spiddet til døde. Den enøjede tager sit ansvar som de sjælløses udøvende magt i distrikterne alvorligt. Altid. Hvorfor er han her? Hvorfor bliver han min død? Virvaret af tanker har intet svar. Jeg får stadig intet svar.
Den enøjede trækker mig ud i åen, og jeg mærker straks vandets kølighed, der trænger ind i huden. I det samme skubber den enøjede mig ned under vandoverfladen. Mit ansigt forsvinder i et isnende chok. Det er sådan, det skal ske. Jeg river og flår i armen og hånden, der sidder som en klosaks om min nakke. Uanset om jeg bruger neglene eller mine lange fingre til at forsøge at vriste hans grove fingre af mig, kan jeg ikke komme fri. Hver gang jeg forsøger at komme på benene på bunden af åen, bliver mine ben fejet væk under mig med en hurtig, glidende bevægelse. Jeg kan ikke komme op af vandet. Jeg kan ikke trække vejret. Vandet er grumset, og sand fra bunden hvirvler op foran mit svigtende syn. Min smerte er lige så kaotisk som mit syn.
Det er altså sådan, det sker. Udmattelsen rammer mig. Jeg har altid vidst, at jeg ikke ville blive gammel. En tyv bliver aldrig gammel i distrikterne. Men jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle blive en enøjet, der tog mit liv midt ude i skoven. Så langt fra Slottet. Så langt fra landsbyen. Mine tanker flakker til mit liv. Mine forældre blev heller ikke gamle. Døde i krigen. Den Store Krig. Trods alt nåede de at blive forældre. Nåede at give mig videre til Wilmar og Katia. En lille gnist af håb, dengang da der intet håb var, og Slottet faldt. Jeg bliver druknet. Sådan er det. Nitten år gammel. Bliver aldrig mor. Bliver sikkert aldrig fundet. Wilmar og Katia vil måske lede, men aldrig vide, hvor jeg blev af. Jeg kan ikke få mig selv til at åbne munden og bare få det overstået. Noget i min krop har åbenbart stadig en forventning om at overleve. Eller også er det blot kroppen, der nægter at adlyde min hjerne. Hjernen fortæller med sin egen tydelige stemme, at jeg skal skynde mig at trække vejret, som jeg plejer. Så kommer døden hurtigt.
Jeg er tømt for luft, og snart sætter kroppens egen forsvarsmekanisme ind. Det grumsede vand vil flyde ind i mine lunger og kvæle mig. Jeg prøver en sidste gang at få fodfæste og kæmpe mig fri, men med samme resultat. Mine ben bliver fejet væk under mig uden større anstrengelse. Jeg bliver holdt under vandoverfladen som en ligegyldig gestus til naturens eget våben. Bliver jeg fundet eller begravet? Brændt eller bare smidt i skoven. Driver mit lig ned ad åen og skyller i land et sted? Kommer skovens rovdyr for at spise mit ådsel?
Mit syn bliver sort, og jeg må slippe den enøjedes hånd. Alle mine kræfter er væk. Mine livløse arme falder ud til siden og lader sig bevæge med åens strømninger, og så åbner jeg munden og ser lyset. Ser helvedes flammer.
