Kongeklenodiet 2 – Vi der vogter
1
Vogteren
“Av!” klynkede den lyshårede dreng og jog blikket rundt for at finde en udvej. Den mørkhårede og noget større dreng betragtede sit offer.
“Åh, lille ven. Skal du hjem til moar nu?” Han lo og tog igen fat i den hulkende dreng. “Op at stå…,” sang den mørke dreng frejdigt. Grebet om overarmen var hårdt og intenst.
“Av! Lad mig være!” Den lille dreng kom på benene og slog med en knyttet næve på armen, der fastholdt ham og gjorde flugt umulig.
“Hold dog kæft eller du får et slag over munden.” Den store dreng hvislede ud mellem tænderne, mens han greb ud efter armen, der slog løs. “Vil du gerne miste et par tænder, eller hva?”
“Slip mig!” Han fristede sin hånd fri og slog igen løs på hånden, der holdt fast i hans overarm.
“Glem det, Konrad!” Den mørke dreng skubbede til sit offer, så han satte sig på rumpen. Han var hurtigt over Konrad igen og skiftede sit greb. Denne gang et hårdt tag om halsen.
“Op at stå. Lad mig se om du kan slå fra dig.” Han strakte armen ud i fuld længde og lænede kroppen en anelse frem, så ansigtet skød ud og var et let mål for en knytnæve på en længere arm end Konrads. Konrad slog ud med armene uden at ramme noget eller nogen, mens han snappede efter vejret. Det hårde pres på halsen gjorde vejrtrækningen besværlig og stemmen hæs.
“Lad mig være!” Han langede ud og forsøgte at frigøre sig fra det smertefulde greb.
“Kom nu!” Den mørke dreng fornøjede sig virkelig over Konrads angrebsforsøg. “Du kan jo godt. Slå mig! Slå mig!” Latteren blev højere og mere nedladende. “Slå mig!” Blikket blev mørkere. “Sådan her skal du gøre.” Den store dreng tog et kraftigt skridt fremad og slyngede den lille dreng til jorden. Det lød hult, da Konrads hoved ramte murværket på garageanlægget. En hudafskrabning blussede i Konrads tinding, og en stribe blod fandt vej fra en flænge lige over øjenbrynet. Den mørke dreng satte foden hårdt på Konrads håndled og gav ham efterfølgende et spark i maven, mens han i en glidende bevægelse satte sig behændigt ned til den gispende Konrad.
“Nåh, lille ven. Er du OK?” Smilet formede en overbærende attitude, men øjnene fortalte det modsatte. De var døde for empati. Gråblå tangerende til det grønne, men kolde. “Åh du bløder, ser jeg.” Han pressede sin pegefinger ind i hudafskrabningen og den blodige revne i Konrads pande og drejede fingeren rundt, så det sled i såret og formede rynker i den stramme hud. Konrad gav sig og forsøgte at komme på benene. Den mørke dreng tog atter fat om Konrads hals og pressede tommelfingeren ind på strubehovedet, så gispene fra den lille dreng nu kom i små stød. Han tyssede på Konrad, mens han trykkede hårdere og hårdere på Konrads strube indtil Konrads læber begyndte at blive blå og øjnene søgte opad mod øjenbrynene. Med ét slap han sit tag om Konrads hals og gav ham i stedet en syngende lussing.
“Hey, lille ven. Du må ikke besvime for mig.” Den hånlige latter genlød mellem murene bag skolens garager og cykelskuret. De fire fingre på Konrads kind blev tiltagende røde, mens panikken i Konrads øjne voksede.
“Du må ikke slå mig ihjel.”
“Du må ikke slå mig ihjel.” Den mørke dreng vrængede retur på teenagerfacon. “Hvorfor ikke?” Den mørke dreng så spørgende på Konrad. “Hvorfor ikke, spurgte jeg.” Den mørke dreng råbte kun få millimeter fra Konrads øre. Han sendte endnu en lammende lussing af sted, der ramte Konrad delvis på kinden og delvis på øret. Konrad græd og skærmede ansigtet for flere slag med den frie arm.
Den mørke dreng stirrede ned på Konrad, der lå og ventede på flere pinsler. Han hev Konrads arm væk og greb atter fat om halsen lige under adamsæblet og med tommelfingeren presset mod hulningen i halsen. Han kunne mærke det stramme halsrør derinde. Den mørke dreng hviskede sagte ind i Konrads øre.
“Hvis du siger noget til lærerne, så slår jeg dig ihjel.” Trykket lå på den sidste del af sætningen, imens grebet blev løsnet en smule. “Forstår du det, Konrad?”
Den lille dreng nikkede og snøftede.
“FORSTÅR DU DET!”
“Ja,” stammede Konrad.
“Hvad sker der heromme?” En stemme fra skolegården brød den mørke drengs voldstrance. Han slap sit greb om Konrads hals og rettede sig op. Han tog fat i Konrads trøje og trak ham op ad garagemuren til han sad, og satte sig på hug foran Konrad.
“Husk det!” snerrede den mørke dreng, mens han pressede sin pegefinger hårdt ind i Konrads brystkasse.
“Steen!” Den mørke dreng kaldte ud i luften mod skolegården. “Steen! Skynd dig at komme!” Han stirrede koldt på Konrad, der blot kiggede ned i jorden og havde en hånd på sin ømme kind. En gråhåret og ranglet mand kom luntende om hjørnet ved cykelskuret.
“Hvad er der sket?”
“Konrad cyklede ind i stubben og væltede. Jeg tror, han har slået hovedet og kinden.” Den mørke dreng aede Konrads hånd. “Jeg tror, han blev slået bevidstløs af styrtet.”
“Nå da!” Steen knælede sin lange krop ved siden af Konrad og kiggede på skaderne. “Ja, for pokker! Det kan jeg godt se.” Steens blik hen over halvmånebrillerne søgte undersøgende hudafskrabningen og flængen over øjet, hvor blodet var udtværet.
“Smut du bare ind til time, Christian, så får jeg set på Konrad.”
Christian slap Konrad og rejste sig.
“OK. Jeg håber virkelig ikke det er alvorligt,” hviskede Christian bekymret og lagde sin hånd på Steens skulder. Christian vendte sig og løb rundt om garagemuren mod skolegården. En mørkhåret pige ventede på ham ved den grå betontrappe med korslagte arme. Hun verfede det brune hår væk fra ansigtet med et pust fra trutmunden.
“Jeg sagde sgu, at du skulle holde vagt.” Christian snerrede til pigen.
“Ja, men pludselig var han der. Jeg kunne ikke nå at advare dig. Du råbte sgu alt for højt.” Pigen gav Christian et slag på skulderen. “Idiot. Hvis du bliver fanget, så kan du glemme alt om den arv.”
“Ja ja!” Han tog sig til skulderen.
