Info dumping

Forlaget Tyrs gode råd om Info Dumping

Her får du Forlaget Tyrs gode råd om Info Dumping.

Hvad er Info Dumping?

Info Dumping er i kategorien Show Don’t Tell. Dvs. hvis du bruger meget Infodumps, så vil din historie have tendens til at føles fortalt. Dette afhænger dog naturligvis af fortællervinkel, men sandsynligheden for fortalt prosa er udtalt, når du bruger Info Dumping. Vi vil gerne læse dramatiseret prosa dvs. i kategorien Show.

Info Dumps er en bid information, der dumper ned i historien. Det stopper historien og tilbyder information som forfatteren ser nødvendig for at læseren forstår handlingen. Som regel flyder Infodumps ikke naturligt ind i historien.

Infodumps er ikke sjove for læseren eller forfatteren.

Hvorfor skal du undgå Infodumps?

Hvis informationen er til for læserens skyld, så er det fortalt prosa.

Hvis informationen er til for karakterens skyld, så er det nok vist prosa.

Du skal så vidt muligt undgå fortalt prosa, fordi det bliver kedeligt at læse og du får ikke engageret læseren. Læseren føler ikke noget for karaktererne, og du kan risikere at du i nogle tilfælde ubevidst medvirker til at læseren tager afstand fra dine karakterer, fordi de ikke kan relatere sig til karakteren, handlingen eller din verden. Du møver dig som forfatter for meget ind i fortællingen.

Hvordan finder du Infodumps?

Du finder typisk Infodumps, når du skriver (red flags ord):

  • Da, fordi, opdagede, vidste, plejede, havde altid, da, havde været, forårsagede, gjorde, begyndte (med), startede (med), ville have.

Du finder typisk infodumps her:

  • Ved introduktion af karakterer
  • I begyndelsen af scener
  • Når karakteren går ind nye steder og du vil beskrive rummet
  • Ved historielektioner om din world building

Det er ikke ualmindeligt at dumpe lidt information om en ny karakter, når denne introduceres. Det er fint, men hold det til relevant historie og adfærd for scenen.

Turguides med forklaring af, hvad der skal til at ske eller summering af, hvad der lige er sket mellem scener skal undgås.

Hold beskrivelser af steder til noget som karakteren har brug for, historien har brug for og ikke om noget som karakteren aldrig ville tænke over, ikke ved eller er ligeglad med i scenen.

Den mest almindelige Infodump medfører, at historien stopper op for at fortælle om personen, stedet, genstanden mv. Og hvorfor det er vigtigt for historien.

Info Dumping i dialog?

Dialog er god til at dramatisere handlingen og dermed undgå fortalt prosa i lange beskrivelser, men du kan skam også fylde dialoger op med Infodumps.

Hvis du laver dialoger som din karakter aldrig vil have eller omhandlende emner som de aldrig vil tale om, så har du jokket i spinaten. Der er to typer samtaler som du derudover skal holde dig fra.

  • “Som du ved, Preben”-samtalen – Forklaring af detaljer som begge karakterer i samtalen allerede ved
  • “Catch-up”-samtalen – En karakter holder den anden karakter opdateret med viden som læseren allerede ved, men det kan ikke altid helt undgås med en smule fortalt prosa her, da det ellers vil sætte handlingens tempo ned.

Eksempler på Infodumps og deres løsning

Infodumps for læserens skyld (Øv):

“Jeg sætter en lille eksplosiv anordning op for at sprænge døren. Sådan gjorde vi altid, da jeg var udsendt i Afghanistan som jægersoldat.”

Infodumps for karakterens skyld (Jubii):

“Øh Preben. Hvor har du lært at lave bomber?”
“I Afghanistan som jæger.”

Eksempel på Infodump i en sætning og dens løsning:

Fortalt prosa: Preben entrerede det forladte supermarked. Hugo plejede at eje det, men han blev dræbt under den første bølge af zombieangreb. Hans datter Bente forsøgte at holde stedet åbent for at betjene de overlevende, der slog igen, men da alle i byen blev evakueret, måtte hun forlade butikken. Det var en skam, fordi hylderne var lige så tomme som gaderne.

Vist prosa: Preben entrerede det forladte supermarked og sukkede. Det var ikke det samme uden gutten, der ejede det tidligere. Hugo eller Mogens. Hvem huskede navnet mere? Store Mulle bag disken. Hvert år udklædt som Julemanden. Preben smilede, imens han trådte sig gennem det splintrede glas på gulvet. Han havde hørt gennem bekendte, at datteren havde overtaget butikken for en stund, men det så ud som om også hun var væk nu. Hylderne var tomme som gaderne.

Eller et andet eksempel:

Pia skummede af vrede, fordi Lisbeth aldrig lod hende bære haglgeværet.
Drop ”red flag” ordet ”fordi”
Pia skummede af vrede. Lisbeth lod hende aldrig bære haglgeværet.
Simpelt men effektivt.
Eller
Pia skummede af vrede. Bare én gang ville hun gerne bære det fandens haglgevær.

Eksempel på Infodump i dialog:

”Hvad hvis vi bruger samme trick du lavede til Fru. Jensens matematik eksamen? Husker du? Hvor vi skrev svaret på arket, klistret under skosålen og holdt det op, så alle i salen kunne se det.”

I stedet:

”Hvad hvis vi prøvede samme trick som vi brugte på Fru Jensen?”
Hun skuttede sig. Som om at klistre svaret under skoen virker to gange.

Tak til “Understanding Show Don’t Tell and really getting it” af Janice Hardy, Fiction University.

One thought on “Info dumping

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *