Kongeklenodiet

Thor
(år 1340)

Bag trækronerne mod nord var morgenen hvid som stilken på en fluesvamp. Engen var dækket af en tyk og uigennemsigtig morgendis. Tågesløret lignede kølige fangarme, der i nattens løb var søgt ind mellem træstammerne. Den spæde genfødsel af solen over horisonten mod øst fik dog fangarmene til at krympe. Strålerne fra øst spejlede sig lystigt i tusindvis af dugdråber, der stadig tog en lur på oceanet af lysegrønne blade. Det krystalliserede lys fandt vej til skovbundens lave, nyspirede buskads og bunddækket af visne blade. Dugdråberne glimtede og funklede om kap på den grønne himmel af blade, som træerne havde udspændt over skovbunden.

Skoven lå udstrakt som en grøn og plysset dyne over bakkedraget, og landevejen for foden af bakken kom efterhånden til syne i de brudstykker, som skovens bevoksning gav mulighed for. Hullerne i bevoksningen afslørede en opkørt og nedslidt vej, hvor de ankeldybe huller stadig husede mudder efter sidste uges regnvejr. Disen havde stadig et køligt og uigennemtrængeligt tag i landevejen og lagde en film af døsighed, fugt og en frisk lugt af vådt græs over afgrænsningen til den skjulte eng. Disen skjulte den videre udsigt til åen længere mod nord. Bag disen slog åen et sving og gav plads til det store vådområde, der lå udstrakt foran Bjarupskoven. Skoven fyldte landskabet i horisonten.

Thor greb sig selv i at dagdrømme. Det var den bedste måde at fordrive tiden og slappe af så tidligt på morgenen. Han kunne se landskabet for sig, selvom disen skjulte stort set alt fra skovkanten og videre mod åen og Bjarupskoven på bakkedraget. Musklerne værkede, så han spændte sine lårmuskler for at holde sig siddende og modarbejde den begyndende stivhed. Han åndede langsomt ud for at iagttage skyen af varme, der kom til syne og opløste sig selv i dramatiske hvirvler på vej mod tilintetgørelsen. Han skuttede sig og trak det varme skindslag tættere omkring sig. Han vrikkede med tæerne i de forede gedeskindsstøvler for at lade varmen fordele sig. Køligheden i luften var ikke et problem. Tværtimod nød han den friske luft og stilheden blandet med lyde fra skovens fugle.

Thor havde søgt skjul bag en væltet egetræsstamme og sad nu på hug med ryggen op ad den grove bark. Det føltes dejligt at gnide rygstykkerne hen over barken og føle det kradse og klø. Af og til pilede en bænkebider eller noget andet kravl, som han ikke vidste, hvad var, ud fra barken. Kravlet gad ikke sidde derinde og blive mast ihjel af en spinkel gedehyrde. Fra sin halvt siddende stilling havde han et glimrende udsyn igennem trækronerne og de stolte stammer ned mod landevejen. Han kunne ane vejen og bemærke, hvis nogen bevægede sig dernede. Samtidig vidste han også, at øjne fra vejen ikke kunne se ham. Her var både egetræsstamme, skovbundens grøde og hans gråtonede beklædning med til at holde ham skjult. Det gav tryghed og vished. Inden længe ville fuglene genoptage deres livlige fløjt og kvidrende lystighed for at fejre den gryende dag og stigende temperatur.

Han var sulten og gned sig på maven for at dæmpe den knurrende og snurrende fornemmelse, når tarmene kaldte på føde. Det havde været tid til grød, som maven var så vant til, hvis ikke han var nødt til at sidde her.

Thor rettede atter blikket mod den døde mand i skovbunden ved siden af sig. Den afsjælede krop lå henslængt i havet af visne blade og lysegrønt mos. Jens havde skåret halsen over på ham. Blodet dryppede fortsat svagt fra det åbne hul i halsen. Den mørkerøde farve havde lagt sig hen over skovbunden omkring den døde krop og farvede de i forvejen brunlige nuancer endnu mere mørke, men nu med et strejf af fugtighed og klæbrighed. Det tomme blik og den halvt åbne mund med de blodfarvede spytklatter hvilende i mundvigen fik Thor til at gyse. Manden havde tydeligvis ikke opdaget angrebet, før det var for sent, og havde ikke nået at skrige før stemmebåndet var ubrugeligt.

Kroppen lå her, så den ikke var synlig fra den opkørte transportrute til Aros. Den døde mand var tydeligvis en skovmand, der tjente en købmand som fortrop, så Thor var sikker på, at der var noget stort i vente. Der var sikkert både mønter, fine klæder, uld og andre salgsvarer at rane, når den dødes arbejdsgiver kom trillende forbi.

Thors lillebror lå på maven i skovbunden og spejdede mod vejen kun få alen længere nede ad bakken. Peder havde trukket et par halvvisne grangrene ind under sig for at holde varmen. Han havde sin økse klar i højre hånd og hvilede hovedet på sin venstre arm, der lå på en væltet træstub. Thor kunne se den unge krop hæve og sænke sig i stød. Den varme udåndingsluft stod konstant over hans uldne hue. Peders vejrtrækning var ikke i ro, men det var ganske forventeligt, da han var med for første gang. 

I krattet ved vejen lå de andre. Thor kunne se ryggen af dem og Alfred. Alfred var lederen af landevejsrøverne. Alle folkene ved vejen var karle på gårdene i området, men samtidig erfarne landevejsrøvere, lige bortset fra Alfred, der havde en ganske glorværdig karriere som soldat for den gamle Konge bag sig. Men det var inden Kongen døde og ikke efterlod sig aftagere til tronen. Alfred var egentlig kendt som en drukkenbolt og berygtet for at være en slagsbror. Det tjente ham godt, når han stod brovagt i Skjellerup Gårde.

Mændene ved vejen havde én primær opgave ved røveriet, og det var at sørge for det indledende overraskelsesmoment og efterfølgende pacificering af købmanden. Herefter skulle folkene i anden række tilile kærren og hoppe på den. Det var de unge. De måtte efterfølgende flygte med varer, og hvad de ellers kunne bære derfra. Thor og Peder var de unge og nye, men her lå også Ulrik, staldknægten fra Bjarupgård; Finne, der var søn af skomageren i Linde Høje; Kristian, som tilhørte Anebjerggård, men som ingen rigtig vidste, hvor kom fra. Nogen snakkede om, at han var forvist af Lave fra Dynæs for at ligge i med datteren på slottet. Andre af de mange tyveknægte i skoven var Kalle, der var Sørens søn, og Sigurd, hvis far var degn i Linde Høje. Sigurd var Thors bedste ven.

På den anden side af landevejen sad Frans og Poul – begge karle på Møllegården. Deres opgave var at uskadeliggøre en eventuel fortrop, der kom langs åen. De sprang selvfølgelig til, når røveriet var i gang, men havde også til opgave at sikre flugten over åen og ind i den store skov, hvor de skulle mødes bagefter og fordele ranet.

Thor tog sig sammen og mavede sig frem til liget af den fældede skovmand. Han dryssede et par håndfulde visne blade over ansigtet, så det var skjult. Thor brød sig ikke om at blive stirret på af døde øjne.

Ud af den sidste tåge over vejen mod Linde Høje kunne Thor høre de første vrinsk. Konturer af hestehoveder kom til syne. Synet mindede om spøgelser fra det hinsides. Omridset i tågen lignede en vogn trukket af fire heste flankeret af fire ryttere på store dyr. Kusken sad uroligt og rokkede i takt med huller i vejen. Igennem tågen lignede kusken en rund bylt, der blev kastet hid og did.

Følget bevægede sig langsomt frem fra tågen, der fortsat hæmmede en del af udsynet fra skoven. Tågen ville skjule det meste frem mod bagholdet. De store heste og omrids tydede på en vis velstand. Det var umuligt at afgøre, hvor tungt vognen var læsset, hvem der sad i vognen, eller om hestene bar på andet end deres ryttere.

Alfred gav et kort fløjt, der for fremmede lød som begyndende fuglekvidder, men for landevejsrøverne var signalet til at gøre sig klar. Sigtbarheden fra Alfreds skjul måtte være endnu dårligere. 

Thor søgte op i hugstilling, og befriede ryggen fra egetræets bark. Peder blev liggende fladt på grangrenen, men havde en fod trukket op under sig, så der ikke var langt til at komme op i løb. Han var tydeligt skrækslagen og holdt vejret for at holde et opkast inde. Det lykkedes ikke, men det blev gjort lydløst uden at hoste. 

Thor kiggede fra person til person, kammerat til kammerat, og videre til købmanden i tågen og tilbage til skovbundens idyl. Tiden stod stille. Alle sanser var vakt, men alligevel syntes alt at være foret med gedeuld. Langsomme bevægelser fra folkene ved vejen og små skyer af varm udåndingsluft, der blandede sig med tågen og blev i ét. Det var nu.

Thor tog dybe indåndinger. Han kunne mærke hjertet slå hurtigere og hårdere. Det føltes godt. Det føltes, som om hjertet bankede på de spændte brystmuskler. Det dunkede i ørene og lige bag øjnene.

Endelig, som skød et isnende gys gennem kroppen, lød et skingert fløjt og efterfølgende en horde af dybe stemmer, der forenede sig i et kraftigt brøl. Det satte sig i mellemgulvet og fik tarmene til at dirre. Thor fór op og tvang gedeskindsstøvlerne dybt ned i skovmulden og de visne blade. Han satte i løb og ilede ned ad bakken mod vejen. Thor hørte og fornemmede de andre i yderpunkter af observationssansen. Skovbunden var med ét levende som når man roder i en myretue. Brune blade fløj op. Visne grene og kviste knækkede om kap. Lyset glimtede voldsomt og uhæmmet i trækronernes blade. Et virvar af impulser blev sendt til mylderet i skoven, dels om at blinke, dels misse med øjnene og dels holde blikket fast koncentreret på ruten ned ad bakken.

Han lod bare benene få frit løb, slappede af i hofterne og fulgte med. Stivheden og spændingen i benene var væk og erstattet af ren energi. Thor rev de sidste lysegrønne grene til side og dykkede lettere forpustet gennem buskadset. Synet, der mødte ham, var overrumplende og slet ikke som planlagt.