Hvad er inkvitter?

En inkvit er en anførende sætning før eller efter direkte tale.

Fx. “Han sagde:” eller “…,” sagde hun.

“Sagde” er inkvitten.

Dialog

Når du skriver dialog i din historie, hvilket du selvfølgelig gør stort set fra begyndelsen, fordi det elsker læsere, så bruger du inkvitter til at fortælle, hvem der sagde det. På et tidspunkt i historien vil din læser dog kende dine karakterer, og så kan du i lange dialoger begynde at undlade inkvitten. Det er faktisk en fordel, at du undlader at gøre brug af inkvitter hele tiden, da det øger læsevenligheden. Så længe der ikke er tvivl om, hvem der siger hvad.

Se mere om dialog her.

Men hvordan bruger du inkvitter, og hvordan bliver en dialog spændende ved brug af inkvitter?

Generel anbefaling

Hvis man søger på det store vide internet for at finde gode forfatterråd om dialog, så kan man støde på engelsktalende mentorer, der siger at 80-90 % af alle inkvitter skal være “sagde/siger”. Det er en meget simpel regel, og begrundelsen er, at du kan betone hvordan det bliver sagt i regibemærkningerne omkring dialogen. Ved at bruge det noget intetsigende “sagde/siger” støder du ikke læserens opfattelse af situationen. Fordi gør det du, er det et større problem, end at det bliver en kende kedeligt at læse “sagde/siger” hele tiden.

Måske bliver det så kedeligt at læse, at du automatisk begynder at skære ned på brug af inkvitter. Det fortæller historien dog ingenting om.

Andre steder, bl.a. blandt dansksprogede mentorer kan læses, at de anbefaler brug af stærke verber for at gøre teksten mere spændende.

Fx. “vrængede”, “snøvlede”, “jamrede”, “hulkede”, osv.

Ved brug af disse stærke verber lægger du som forfatter en stemning og et humør/adfærd ned over din karakter i dialogen. Det er meningen, at læseren så skal gribe dialogen med det udgangspunkt og forestille sig dialogen, hvor din karakter gør det, der står i verbet.

Hvor efterlader det så os, der gerne vil have klokkeklare regler, når vi skriver, eller bare gode råd om hvordan vi bliver den gode forfatter?

Faldgruber og andre gode råd

Jo. Der er en masse faldgruber som du i hvert fald skal undgå, når du gør brug af inkvittere. Her kommer dem, som du skal være opmærksom på:

• Du skal være sikker på, at din karakter har den samme adfærd gennem dialogen, hvis du bruger stærke verber. Altså at karakteren ikke tillægges en masse forskellige sindsstemninger, fordi du føler dig inspireret til at sætte en masse forskellige stærke verber på som inkvitter. Karakteren kan selvfølgelig godt skifte humør undervejs i dialogen, men det skal dialogen i så fald bære præg af.
• Brug stærke verber, der giver mening. Fx dur “udåndede” bare ikke, hvis du mente “stønnede”. “Udåndede” betyder reelt døde og derfor springer det voldsomt i øjnene, hvis du skriver det. Andre steder er det set brug af “gestikulerede”. Det er ikke muligt at udtale en gestikulation. Derfor er det et no go.
• Generelt bør du minimere brug af inkvitter mest muligt. Det kan du fx gøre ved at give din karakter særlige “tells”. Altså en måde at udtale ord på, fx at de altid siger “ik” som i København, eller “mand” som i Aarhus – eller er det omvendt. På denne måde kan læseren gætte, hvem der taler og det falder naturligt. Men det skal selvfølgelig gøres stringent, så du ikke mister læseren. Giv dine karakterer særlige stemmer, så de skiller sig ud.
• Pas voldsomt meget på med at supplere din inkvit med et adverbium. Altså et beskrivende tillægsord. Fx “hvæsede stædigt”. “Stædigt” er adverbiet. Du risikerer at du fortæller din læser, hvordan læseren skal forestille sig en situation, og hvis det ikke passer med læserens opfattelse af situationen, har du trukket læseren ud af situationen og scenen. Det er træls. Det bedste råd her er derfor at undgå adverbiet, men i stedet beskrive stemningen i scenen i regibemærkningerne. Adverbier er dog slet ikke dårlige at skrive i sit første manuskriptudkast, da de kan udryddes efterfølgende og kan fylde regibemærkninger ud. Dvs. du får hjælp til stemningen i scenen efterfølgende når du redigerer din tekst. Se mere om adverbier her.
• Et godt råd til at bløde en dialog op både i teksten men også visuelt på siden er brug af regibemærkninger og måske også korte indstik i din dialog, så du bruger en rytme med dialog + inkvitter. Fx kan du bruge følgende diaologopbygning:
  “dialog”– inkvit + evt. lille regibemærkning — “dialog”.
  Dette uden linjeskift. Hermed er det samme person, der siger det hele og du har skjult din inkvit i dialogen og kun brugt den én gang mellem to dialogstykker.