Hvad er headhopping?

Headhopping er når synsvinklen i historien skifter i en scene eller sågar i et kapitel. Dvs. når POV først er en karakter for at fortælle om følelser og bevæggrunde for handlingerne for derefter at skifte til en anden karakter for at fortælle, hvordan disse handlinger og følelser responderes med denne karakters følelser og bevæggrunde.

Læseren får dermed et indblik i hovedet og i tankerne på to eller flere karakterer i samme scene.

Headhopping er et udbredt fænomen – også hos etablerede forfattere, men det er altså problematisk for læserens opfattelse af historien.

Hvorfor er headhopping et problem?

Helt konkret udgør det et problem, at læseren skal holde styr på tanker og følelser i flere karakterer samtidig, fordi der kan opstå en situation, hvor læseren ikke ved hvem de er inde i hovedet på. Bare en kort sekvens med tvivl om hvilken karakters følelser og bevæggrunde, der fortælles om, og du har tabt læseren. Det er et litterært fejlskud.

Særligt kan nogle forfattere have tendens til at ville fortælle den nervepirrende og sindsoprivende finale på en historie ved at skifte mellem karakterer (pssst… det kan bl.a. læses i Kongeklenodiet 1 og 2, selvom dette er gjort med finesse), men hvis det ikke gøres med omhu, med visuelle såvel som sproglige finesser, så taber du læseren. Især på de tidspunkt, hvor tempoet i historien skal være højt og intenst.

Hvordan undgår du headhopping?

Det er lettere sagt end gjort, når historien skrives og fingrene og idéerne spyr ned på det digitale papir. Men tommelfingerreglen er at blive ved en POV i scenen og helst i hele kapitlet. Det er klart lettest for læseren at følge med i og giver bare et bedre flow i historien.

Synsvinkler

Headhopping burde være ret let at se og gennemskue i redigeringsfasen, hvis du skriver i 1. person, og du har tabt sutten undervejs i din iver efter at få den bedste historie med hele følelsesspektret ned på papir undervejs.

I 3. person fortællervinkel, skal du være på vagt. Du kan være både tæt på dine karakterer og langt fra dine karakterer som den mere alvidende fortæller. Selvom du gerne vil fortælle, hvordan karaktererne har det og føler, så lad være med at gå for dybt ind i hovedet på dem, hvis du skifter karakterer undervejs. Skriv og dramatiser deres tanker i handlinger i stedet. Eller du kan gøre det velovervejet ved at skifte scene og kapitel.