Forlaget Tyrs gode råd om at undgå krimigenrens faldgruber og klicheer

Denne gang handler Tyrs Tirsdag endnu en gang om krimigenren, men med fokus på mulige fejltagelser og den omfattende brug af klicheer.

Krimigenren er elsket for sin spænding og en af de genrer, der har allerflest læsere, men er også kendt for at gentage de samme mønstre og fejltagelser. Disse kaldes ofte klicheer (tropes) eller logiske fejl, når de bliver for forudsigelige eller urealistiske.

Her er en oversigt over typiske krimi-klicheer og fejl, baseret på moderne krimilitteratur:

1. Klicheer: Karakterer og plottwists

• Den plagede efterforsker: Hovedpersonen er næsten altid en enspænder med et alkoholproblem, et ødelagt ægteskab eller en traumatisk fortid, der gør dem dygtige, men antisociale.
• Den inkompetente politistyrke: For at gøre hovedpersonen (ofte en privatdetektiv eller journalist) klogere, fremstår det officielle politi ofte som amatører, der overser de mest åbenlyse spor.
• Seriemorderen fra fortiden: En sag fra hovedpersonens fortid (for 20 år siden) dukker pludselig op, og morderen er tilbage.
• “Sidste gang vi så hende…”: Vigtige vidner eller mistænkte forsvinder altid lige før, politiet ankommer.
• Kvinden som offer: Kvinder er overrepræsenterede som ofre, ofte fremstillet blot som en “krop” uden dybere karakterisering, der skal drive den (mandlige) efterforskers historie frem.
• Sex = Død: En gammel kliché, hvor karakterer, der har sex, ofte er de næste, der bliver dræbt. 
  

2. Typiske fejltagelser (logiske og realistiske)

• Mangel på retsmedicinsk realisme: Politiet finder fingeraftryk eller DNA og får svar i løbet af få timer, hvilket er langt fra virkeligheden, hvor det tager uger eller måneder.
• Journalister/civile opklarer mord: Det er højst usandsynligt, at journalister eller “amatørdetektiver” konstant løser sager, som politiet ikke kan klare.
• Hemmeligheder på politistationen: Efterforskeren tilbageholder beviser eller handler på egen hånd uden om sine overordnede, hvilket ville føre til suspension i virkeligheden.
• “Uventet” hæmningsløs sex/vold: Nogle krimier tyr til unødigt grafiske scener for at skabe spænding, frem for at bygge et stærkt plot.
• Upræcise juridiske detaljer: Danske krimier kritiseres nogle gange for ikke at have styr på strafferetten eller de korrekte politiprocedurer. 
  

3. Visuelle klicheer (bogomslag)

Ifølge forfatter Malene Hald er der visse klicheer, der går igen på krimiomslag for at signalere genren: 

1. Den ensomme skikkelse i landskabet (ofte med en frakke på).
2. Et nærbillede af et øje (som oftest er blåt).
3. Røde elementer (blod, læbestift, neglelak, tørklæde).
4. Mørke skove eller kolde strande (skandinavisk noir).
5. Gamle huse eller forladte bygninger.

Hvorfor bruger forfattere klicheer?

Klicheer eksisterer, fordi de fungerer. De skaber en genkendelig struktur og forventning hos læseren, som giver tryghed i en ellers uhyggelig fortælling. Problemet opstår først, når de bliver brugt dovent uden at tilføre historien noget nyt.

Faldgruber og skæverter

Det skal gå stærkt. Forfattere, især nye forfattere, der har udtænkt et fantastisk plot til en krimi, men de har sjældent specialviden om strafferet. Resultatet er upræcise historier, nogle gange med fejl.
Følgende observationer er gjort af Centerleder på Københavns Universitet, Trine Baumbach, der har speciale i strafferet, og i en artikel håber at kunne hjælpe medier (men formegentlig også forfattere) til at undgå de værste skæverter. Dette er en gengivelse af indholdet i artiklen.

Det er blevet værre med krimi-historierne. Medierne er mere sultne efter historier. Politikerne går tættere på. Nyhedsopdateringerne skal produceres hurtigere, og redaktionerne har kun sjældent reportere med specialviden om strafferet.

”Mange medier klarer det godt ud fra de omstændigheder,” siger Trine Baumbach. ”Men journalisterne mister mange gange meget vigtige pointer. Det kan gøres en hel del bedre.”

Formand for Dommerforeningen, landsdommer i Østre Landsret, Mikael Sjöberg, og formanden for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Kristian Mølgaard, der er partner i Boelskifte Advokater A/S peger også på, at de på den ene side har et godt samarbejde med journalister, men at der på en række punkter er problemer med mediernes dækning af straffesager.

“I mange tilfælde lykkes det ikke særlig godt,” siger Kristian Mølgaard.

Straffastsættelse

Journalister skriver meget tit om strafferammen i omtalen af sager i stedet for at se på praksis for den pågældende type kriminalitet. For eksempel kan journalister i begyndelsen af en sag omtale en strafferamme på otte år, hvorefter den endelige dom bliver 60 dage betinget fængsel med vilkår om betinget samfundstjeneste. Det skaber meget stor forvirring hos læserne.

”Jeg kan godt forstå, at journalisterne bruger strafferammen, for det ser mere drabeligt ud, men man snyder sine læsere,” siger Trine Baumbach.

Dom og kendelse

Journalister bruger ordene dom, kendelse, kære og anke, som det passer bedst i sætningen, påpeger Mikael Sjöberg som et andet eksempel på fejl i dækningen.

”Tænk hvis de også brugte virus og bakterier på samme måde. Journalister bør kalde ting ved deres rette navn,” påpeger siger han.

Forstår ikke beviser

Beviser er ikke matematiske beviser, men noget jurister ofte er uenige om i retssager. ”På papiret er det enkelt, men i praksis er bevisførelse et af de helt centrale punkter i vores procedurer,” understreger Kristian Mølgaard som et tredje eksempel på, hvor der ofte er fejl og misforståelser.

Trine Baumbach supplerer med, at mange danskeres opfattelse af beviser stammer fra amerikanske krimier, hvor der er helt andre regler for, hvad der kan fremlægges i retssager.

Forsæt er mere end hensigt

Kristian Mølgaard understreger som et fjerde eksempel på fejl, at det juridiske forsæt rummer mere end hensigt. Det er et punkt, hvor mediernes dækning af straffesager ofte går galt.

“Hvis blot man med en almindelig viden kan sige, at det er overvejende sandsynligt at noget sker, så kan det være forsæt i straffeloven, selv om den pågældende ikke direkte havde til hensigt, at noget skulle ske,” forklarer Kristian Mølgaard.

Selvtægt

Et femte eksempel er grænserne mellem selvtægt og nødværge. En mor lagde billedet af en blotter på nettet, nævner Trine Baumbach som eksempel på selvtægt. Moderen fik dobbelt så meget i bøde som blotteren. Hendes bøde var på 5.000 kroner, mens blotteren slap med 2.500 kroner.

Grundlæggende er reglen i Danmark, at folk ikke må tage sig selv til rette. Hvis du bliver slået, må du ikke slå igen. Undtagelsen er, hvis det sker i nødværge.

”Det svære er grænserne i disse sager. Hvornår er det nødværge, og hvornår er det selvtægt? Det er det centrale spørgsmål, hvor der ikke er samme i praksis i Norge og Danmark,” siger hun.