Hvad menes der med replikindividualisme?

Et utroligt stærkt og faktisk ret usædvanligt sjældent værktøj hos alt for mange forfattere er replikindividualisme. Kort fortalt er replikindividualisme, hvor hver person har sit eget tydelige sprog, hvilket siger noget særligt om personens væsen og karakter. Det vil sige at alle karakteren i historien ikke taler og formulerer sig ens. De har måske særlige talemåder, vendinger, dialekter eller sætningsopbygninger. De har måske særlige fyldord som de lægger tryk på.

Med replikindividualisme har du mulighed for at gøre noget særligt for eneste karakter, som du bringer ind i din historie.

Replikinduvidualismens historie

Nu skal der ikke gå historietime i Tyrs Tirsdag, men da Herman Bang tilbage i 1880’erne under fransk indflydelse indførte det, han kaldte, replikindividualisme, var det en revolution i dansk litteratur. Bangs nye greb var, at han med replikker kunne karakterisere en persons unikke sindstilstand og personlighed.

Dette er stadig i dag et utroligt stærkt værktøj, hvis man altså har evnen til det, hvilket det faktisk kun er få forfattere, der for alvor har. I Herman Bangs impressionistiske tekster er det ofte således at han udelader det såkaldte inquit (angivelse af, hvem der taler) for at skabe et scenisk øjebliksbillede. Alligevel kan man identificere den talende pga. replikindividualismen. Det er stærkt.

Hvor kan du bruge replikindividualisme?

Det kan du selvsagt gennemgående i din historie i dialoger. Det er faktisk bedst sådan, at læseren bliver bekendt med hver eneste af dine karakterer gennem deres måde at tale og formulere sig på. Forskellige karakterer, som siger og gør ting, som er dybt individuelle i hver deres koncentrerede hverdagssituation, så deres person og deres karakter står lyslevende for læseren. Du kan præsenterer dine karakterer som dybt originale og via gribende scener, der viser læseren om de er ubehjælpelige, kiksede, underkuede, forvirrede, forstillede, absurde, forskruede og latterlige individer, eller måske højtragende, vittige, mobsede, fjollede, alvorlige, underdanige, manipulerende eller voldsparate. Der er så mange muligheder for at danne dine karakterer, så hvorfor ikke også danne det sprog de taler i historiens dialoger?

Eksempler

Forlagets egen udgivelse Byfesten er et utroligt godt eksempel på hvordan replikindividualisme i de karakterer, der indgår i historien, og hvor læseren skal gætte en morder, er systematiseret i kapitler og efterfølgende en afhøring på Grillen under politiets påhør, optaget på kassettebånd.

Se bare her:

Kirketjeneren Elias:

“Jamen, det er Lars, siger jeg jo. Fordi! Fordi Pernille kom til mig og bekendte sig. Hun fortalte, at hun begærede den mand. Han er gift. Han har børn. De har sikkert lavet noget gris, og så er Lars højst sandsynligt gået i panik, da Pernille måske ville bekende sig til Lars hustru. Nej, det kan jeg ikke være sikker på, men hvem skulle det ellers være? Det er Lars, siger jeg dig. Han er sådan en uklædelig og klæbrig person. Slesk og modbydelig. Vulgær og… og… grov.“

Lars, fodboldtræneren:

“Hva’ fanden, altså. Den lille homo. Jeg har sgu ikke gjort noget. Hvem? Ja, Elias, hvem ellers. Han blev jo råkneppet af sin far som dreng. Han har åbenlyst taget skade. Både fysisk og psykisk. Tag ham ind til afhøring. Han har sgu sikkert selv slået Pernille ihjel, den fucking hellige satan. Hvad jeg mener med råkneppet? Vi har gået i skole sammen. Det var helt tydeligt, at hans far var pædofil og brugte Elias som duskedukke.”

Mohammad, kaldet Krejleren, landsbyens dealer:

“Jamen, for helvede mand. Jeg troede, det var tyggegummi, mand. Det er sgu da Marna, der er pusher her. De lå i papkassen, mand. Fandeme heldigt, at jeg ikke nåede at tygge det. Pyha, mand. Ja, mand. Også dem i min baglomme og min sko og i bæltet. Ja, OK! Jeg stjal lidt tyggegummier, men syv stykker er sgu da heller ikke mange at få, når man har meldt sig frivilligt til en åndssvag konkurrence, og jeg fik jo for helvede da de dårligste stykker. Ikke Hubba Bubba. Jeg blev kraftedeme røvrendt af den købmand, mand.“

Sørensen, landsbyens storentreprenør:

“Jeg har jo lovet at være hjemme til middagsmad, ser I. Kan det ikke vente til i morgen? Eller i aften. Efter banko. Så er jeg mæt og glad og frisk på at tale. Nå, jamen så… Ha ha. Hvad vil I? Farlig? Mig? Ha, nej hvorfor da? Siger han det, det bette pus. Ha ha. Jamen Mohammad og jeg laver da lidt sammen af og til. Han er lokal kurér i Linå og omegn. Det er sådan lidt værktøjssager, autodele, bestillingsvarer. Ikke noget særligt.“

Ulla, Suffløsen:

“Bilen kørte lige imod mig med høj fart. Jeg synes, den gassede op. Er han OK, din assistent? Han skubbede mig væk, men blev selv ramt. Nej, altså! Jeg faldt, og da jeg rejste mig, stod døren åben og jeg hørte løb i gruset på parkeringspladsen. Jeg så ikke, hvem der løb. Men er han OK? Han blev ramt hårdt og fløj bagover. Uh, den lyd, da han ramte asfalten med hovedet. Uh nej. Det kan ikke være godt. Bilen fortsatte ind i busskuret, og jeg skreg. Det var så højt. Braget. Åh. Det var, som om bilen skiftede retning lige foran mig og bevidst ville ramme mig. Åh nej. Hvad med din ven? Lever han?“