Forlaget Tyrs gode råd om de fem bud
Denne Tyrs Tirsdag handler om de fem bud.
Hvad er fortællingens fem bud?
Fortællingens fem bud er den opbygning, som romaner er bygget over, hvad end det er kærlighedsromaner, krimier eller fantasy.
Hvis du kender fortællingens fem bud vil du opdage at det langt fra er tilfældet.
Gør det historien så ringere, hvis det ikke er tilfældet? Nej, men det sætter unægteligt fortællingen på prøve, og kan give indtrykket af en fortælling, der er sløv i optrækket, ikke hænger sammen, er rodet, er en gang sludder for en sladder, udfordrer normen, kan give anledning til eftertænksomhed over struktur og meget mere.
Kan vi anbefale at bryde med de fem bud. Ikke umiddelbart, da der er mange måder at benytte sig af de fem bud, så din historie ikke blot bliver en skabelon af andre bøger.
Bud 1: En igangsættende hændelse
Din histories handling kickstartes med en igangsættende hændelse. Du kan se det som den hændelse, der får hele resten af historien til at rulle. Fx var den igangsættende hændelse i Harry Potter og De Vises Sten, at Hagrid kom og fortalte Harry Potter, at han var en troldmand.
Der findes to slags igangsættende hændelser:
- Kausale (årsagssammenhæng) – Din igangsættende hændelse sker som følge af din hovedpersons handlinger.
- Ikke-kausale (tilfældigheder) – Din igangsættende hændelse sker grundet en tilfældighed.
Mange historier starter uden en igangsættende handling eller en igangsættende handling, der bare ikke er spændende nok til at drive en hel historie, og så skal du som forfatter virkelig have styr på dine sidehistorier, der kan være acceleratorer for den primære handling.
Nogle historier venter længe – måske alt for længe – med en igangsættende hændelse, og så bliver historien sløv i optrækket næsten uanset hvor fed hændelse så er, når den endelig kommer.
Nogle historier har måske slet ikke tænkt over, hvad en igangsættende hændelse gør ved en historie, og lægger pludselig en hændelse ind, der herfra driver historien. Dvs. følelsen af, at historien vender forkert og er startet et forkert sted, er altoverskyggende.
Et godt eksempel er Mænd, der hader kvinder (Millenium-trilogiens første bog), hvor den igangsættende hændelse først sker efter 80-100 sider, men så ruller historien også perfekt.
Bud 2: Stigning i handlingsintensitet
Når den igangsættende hændelse er afviklet, så skal tempoet måske neddrosles. Der skal lades op på ny så historien ikke blive en tour de force i actionscener, hvilket kan have en mættet følelse, hvis det bliver sådan en historie.
En bog skal indeholde konflikt. Ellers er den kedelig at læse. Det vigtigste at holde sig for øje er, at stigninger i handlingsintensiteten skal være progressive, det vil sige overgå hinanden, ellers dræber du tempoet. Hvis du starter med at beskrive det mest grusomme drab, du kan forestille dig, eller den mest intensive torturscene, så bliver de efterfølgende actiontoppe kedelige.
Der findes to slags stigninger i handlingsintensiteten:
- Aktive — Din hovedperson gør noget aktivt, der ændrer handlingen i scenen.
- Afslørende — Der afsløres noget information for din hovedperson
Stigningerne i handlingsintensiteten leder op til et vendepunkt i handlingen. Hovedkarakteren skal foretage et valg efter en sejr eller et nederlag. I andre sammenhæng kaldes dette punkt for Point Of No Return (PONR).
Dette leder op til krisen…
Bud 3: Krisen
Krisen er vendepunktet: Når hovedpersonen indser, at han må tage en beslutning. Her står hovedpersonen i et dilemma. Hvad skal han vælge?
Krisen kan være enten være:
- Et valg mellem uforenelige interesser — Du kan ikke få begge dele. At vælge den ene ting betyder, du taber den anden
- Det bedste dårlige valg — Valget mellem pest eller kolera – hvad er bedst? Der er altid én, der er lidt (om end marginalt) bedre en den anden.
I krisen kan karakteren sagtens vakle, men valget, der træffes kan ikke gøres om. Forfatteren må ikke vakle her. Tages, der et valg for så efterfølgende at gøre det om eller tvivle på valget bliver til en slatten læseoplevelse, også selvom det nok er sådan “det rigtige liv” udspiller sig. Hvor langt tør du gå ned ad en vej, der emmer af at være et forkert valg. Indtil det bliver det rigtige.
Bud 4: Højdepunktet
Højdepunktet, eller klimakset, er når hovedpersonen agerer på sit valg. Det er det tidspunkt i din scene, hvor handlingen er på sit højeste.
Det er det tidspunkt for protoganisten og antagonisten mødes til det endelige opgør. Det er kysset, der ændrer alt. Det er her læseren suger al kraft ud af handlingen og får et smil på læben. Jo højere peak og tilfredshedsfølelse, des bedre karakterer får du på Goodreads.
Bud 5: Løsningen på konflikten
Løsningen på konflikten er det sidste element, der skal være i din historie. Det eksisterer for at tage handlingen ned på et lavere niveau igen. Læsere går igennem en emotionel rutsjebanetur i løbet af din fortælling. Hvis du efterlader dem på klimakset uden at afrunde fortællingen, vil de føle sig frustrerede. Læsere har behov for at fordøje, hvad de lige har oplevet.
Mange historier har en tendens til at lande lige der, hvor der er et utal af mulige handlingsforløb fremad. Lige der hvor forfatteren tænker, at det kunne være fedt, at læseren selv skal tænke sig til, hvad der så sker. Lige der hvor én karakter desværre dør eller ikke dør. Vi ved det ikke. Læseren skal selv vælge den afslutning, de synes passer bedst med deres sindstilstand.
Bevares. Det kan også være fedt. Læs bare Kongeklenodiet 1 og se, hvordan sådan en afslutning kan tage sig ud – og lede op til en 2’er.
Men du skal bare vide, hvad du gør ved læseren. Du efterlader dem i et tomrum og de mest særbare læsere for sådan en afslutning vil være irriterede. De skal holdes i hånden til den gode følelse indtræffer. Andre læsere vil sikkert fryde sig over din kreativitet ved at lade afslutningen stå åben og være dig evigt taknemmelig for ikke at skulle gå igennem en række helt fortærskede selvfølgeligheder.
Et godt eksempel er da Frodo og Gandalf står på kajen for at tage afsted til Grey Havens (De Grå Havne) i afslutningen af Ringenes Herre. Den lange afslutning af krigen mod Mordors udskud i The Shire (Herredet) er lang og svær efter den handlingsmættede afslutning med krigen ved Mordor afsluttes med at de rejser væk for altid. Hvem havde gerne undværet den afslutning? Hvem synes den er perfekt?
Almindelige fejl med de fem bud
Du kan undgå fejl ved at anvende de fem bud uden at fokusere på, hvordan budene fungerer sammen. Her er flere almindelige fejl hentet fra Danielle Kiowskis The Five Commandments of Storytelling.
Den igangsættende hændelse binder ikke til klimakset. Denne hændelse skal – og vi mener skal – tilskynde til klimakset og den hændelse, der får historien til at ekplodere. Til gengæld skal klimakset spejle den igangsættende hændelse for at vise, hvordan hovedpersonen har ændret sig.
Den igangsættende hændelse er uløst i slutningen af historien. Historier handler om at bearbejde uventede forandringer, så hvis den igangsættende hændelse er uløst, har hovedpersonen undladt at omsætte den usynlige tråd i historien.
Vendepunktet komplicerer ikke fra den igangsættende hændelse. Vendepunktet skal illustrere fiaskoen i hovedpersonens indledende strategi eller være en direkte afledning af de overvejelser som hovedpersonen har haft i det opbyggende handlingsforløb til til vendepunktet. Det bør opstå naturligt ud fra en række komplikationer forårsaget af den gradvise nedbrydning af de handlinger, valg og udfordringer hovedpersonens udvikling og historiens udvikling er afhængig af. Et pludseligt drop-in med en uventet begivenhed underminerer denne dynamik, selvom det måske føles som et give et kick til handlingen, så forhindrer det hovedpersonen i at følge den indledende strategi og læseren i at følge med i handlingen.
Forbindelsen mellem vendepunktet og den efterfølgende krisebeslutning er svag. Krisen skal komme direkte fra vendepunktet. Sørg for, at vendepunktet er stærkt nok til at tvinge hovedpersonen til at beslutte sig, og de tilgængelige muligheder i krisen kommer fra vendepunktet. Der er som tidligere nævnt intet så skidt, at hovedpersonens vægelsind, der måske afspejler virkeligheden, træder frem.
Vendepunktet, krisen og klimaks følger ikke en konsekvent hovedperson. At skifte hovedpersoner bryder handlingsbuen og afbryder konstruktionen af den styrende idé. Sørg for, at den samme karakter står over for vendepunktet og kæmper med krisen er den, der udspiller klimakset. Det kan sagtens være flere karakterer i samme historie, men de har hver deres handlings- og udviklingsbue. Hvis de så oplever samme klimaks, men med hver deres succesoplevelse, så er historien meget stærk.
Løsningen binder ikke tilbage til de indsatser, der er etableret i krisen. Krisen gør det klart, at hovedpersonen må lide en eller anden konsekvens. Hvis de gennemfører klimakset, og alt går godt, uden omkostninger, bryder dette forbindelsen mellem løsningen og krisen, og underminerer den kontrollerende idé ved at ugyldiggøre indsatsen.
