Hvad er onomatopoetika?

Onomatopoetika er lydord, der efterligner en naturlig lyd.

Det kunne være dyrelyde som ‘vov’, ‘pip’ eller ‘miav’ eller andre lyde fra verden omkring os som ‘plask’, ‘bang’ eller ‘splat’.

Og nej. Disse skrivetips hører ikke kun tegneserieverdenen til.

Brug af onomatopoetika som retorisk virkemiddel

Det kan selvsagt være temmelig plat at sætte lydord til en romantekst fx en krimi:

“Den mørke mand stak kvinden i brystet flere gange med sin kniv. Splat, splat, splat.”

Ja, det rimer på plat.

Men det er måske en smagssag.

Der er ikke samme grad er plathed over brugen af lydord, hvis sætningen lød:

“Hunden stod i gangen og sendte et øredøvende vuf afsted mod den indtrængende mand.”

Selvom man siger at en hund kun har tre lyde, nemlig at gø, bjæffe eller hyle, så er der ved at bruge “vuf” måske allerede gjort klart hvad hundens race er. Et vuf er naturligvis en Golden Retriever.

Tænk, hvis der var brugt lydordet “bjæf”, “vaf”, “vov”, “galp”, “vif” (find selv på flere, selvom ikke alle disse er lydord). Det kan ændre platheden, men måske også hvilken størrelse hund, der er tale om, uden du skal fortælle det.

Gør ikke dette

Som du måske har gættet, så er det en balance, om du skal bruge lydord, hvis du skriver en romantekst. Dit genrevalg kan hurtigt defineres af, om du bruger lydord. Dvs. hvor plat/humoristisk din tekst skal læses og opfattes.

Et sted, hvor dette kan komme til udtryk er fx i forbindelse med dialog kontra beskrivelse/dramatisering af en scene.

“Han lo hjerteligt og længe, mens hun stod med armene over kors og kagerullen hængende i skjul bag underarmen.”

I forhold til…:

“Hahahahaha ho hi hah,” sagde han og klappede sig på maven.

“Et ha mere og du spaltes i to med kagerullen,” svarede hun med et bistert udtryk i de stålgrå øjne.

Vil du skrive seriøst, så opfordres du herfra til at gå gelinde med lydord i dialog, selvom et enkelt “ha!” så vidt vides aldrig har generet nogen.

Eksempler

Fra en seriøs og meget fed tekst, der gør brug af meget billedsprog og generelt bør læses af alle, findes dette eksempel:

“Stilhed, og så dog. Fodtrin, der bevæger sig. Klik, klik, klik. Jeg skridter rundt om mr. Levinson, der hviler uroligt på sine knæ, mens han følger mig med øjnene. Det kan ikke være rart at hvile knæskallerne mod betonen, der har små ujævnheder og fragmenter spredt ud over fladen. Han blinker, hver gang jeg sætter stokken i gulvet, og metalfoden sender et smæld ud, der ekkoer mellem væggene.”

De Sorte Magter 1 – Voldens Bog – Prolog

Et andet vigtigt eksempel kommer her fra en ligeså vigtig bog at få læst, når den udkommer om ganske kort tid:

“Brummende stilhed som en mærkelig afart af tinnitus. Og så dog. Fodtrin på det hårde gulv. Klok, klok, klok. Han bevæger sig rundt, mere frit og det lyder grangiveligt som træsko. Vender sig mod døren og stiller sig foran den et stykke tid, som om han er gået i stå. Som om tandhjulene er stoppet med at virke. Måsker er han bare en fejl i matrixen. Han håner mig ved ikke at fortælle mig, hvad han ønsker svar på.”

De Sorte Magter 2 – Ondskabens Bog – 1. kapitel

Og det sidste eksempel er så sprødt, at det endnu er upoleret.

“Stemmer bag mig diskuterer. En kvinde og en mand. Dels bliver mine skader kommenteret og behandlet kyndigt. En person sidder ved siden af mit leje og dupper, smører, flytter isposer og lægger gazebind i lange strimler. En anden person går frem og tilbage i rummet. Lyden giver mig kvalme. Swup, swup, swup. Det lyder som en dejskraber i en jordbærtærtedej. Personen pulser på noget ildelugtende. En cigar. Henter nyt is fra beholdere rundt omkring i lagerhallen. Is, der stinker af fisk. Jeg er helt sikkert i en lagerhal på havnen. Han taler og kommenterer. Overvejer og stiller spørgsmål. Jeg kan ikke svare, jeg kan ikke høre og forstå, hvad der bliver talt om, og jeg har en forfærdelig og alligevel kærkommen følelse af, at jeg er på vej væk. På vej til at dø.”

De Sorte Magter 3 – Hadets Bog – 1. kapitel.