Forlaget Tyrs gode råd om opbygning af en historie
Denne gang handler Tyrs Tirsdag om 7 scener som vi mener alle manuskripter bør have. Når vi siger alle, så tag det med et gran salt, men om ikke andet, så får denne oversigt dig til at tænke en ekstra gang over dit manuskript. Mange manuskripter har ikke alle, og så kan det faktisk være grunden til at historien ikke fungerer. Eller ikke fungerer så godt som den kunne og burde gøre.
Lad os bare hoppe ud i det.
Scene 1 (af de nødvendige):
Konfliktscenen. Typisk er det jo indledningen. Hvorfor vi skal læse bogen? Hvad handler den om? Hvem er karaktererne? Hvad er stemningen? Hvordan er tonen?
Til indledningen kan der siges rigtig mange ting, fordi det er her du skaber kontakten til læseren, her de skal investeres, her deres interesse skal fanges og her meget grundarbejde skal lægges for at læseren ser positivt på din historien. Konflikten, der skal drive historien, skal være hovedmålet.
Scene 2 (af de nødvendige):
Konfrontationscenen. Dette er scenen som historien drives mod ad den ene eller den anden vej eller omvej. Situationen hvor konflikten bryder ud i lys lue. Fx som to personer, der ønsker to forskellige ting eller den samme ting men på to meget forskellige måder, og som mødes i den samme scene uden mulighed for at forlade scenen af den ene eller anden grund.
Scenen behøver ikke være en slåskamp, et drab, et svigt eller tilsvarende. Det behøver ikke være et højlydt skænderi. Ofte er det sådan at mest stille konfrontationer er de mest ødelæggende.
Scene 3 (af de nødvendige):
Reflektionsscenen. Jaja. Nogle historier stryger let hen over denne del (læs måske gammeldags zombiehistorier eller tilsvarende), men ikke desto mindre giver reflektionsscenen noget til historien, som andre scener ikke kan.
Din karakter er alene med sine tanker og hvad de har gjort. Ingen dialog. Ingen sidekick med dårlige jokes. Ingen antagonist i skyggerne. Kun din hovedperson med tunge tanker om, hvad de har gjort eller hvad der er gjort mod dem.
Denne scene er typisk her, hvor læseren opsluges af hovedpersonens følelsesregister og kniber den første tåre eller knytter næven ekstra hårdt om bogen. Det kan også være her, du mister din læser for altid, så vær grundig.
Scene 4 (af de nødvendige):
Intimitetsscenen. Det lyder straks corny, men det behøver det slet ikke at være. Men følelserne skal være ægte. Det er her dine karakterer sænker paraderne og taler ægte sammen eller læseren får det rigtige indblik i kernen af disse karakterer.
Der er ingen tvivl om at disse scener kan være de sværeste at skrive, fordi du skal skrive følelser og væremåde og skrøbelighed ind i dine karakterer. Måske skal du endda tage udgangspunkt i dig selv. Men her skal du ikke være forsigtig. fordi du ønsker at beskytte dine karakter. Du skal skrive intimiteten ind i karakteren og dine læsere vil elske dig for det.
Scene 5 (af de nødvendige):
Åbenbaringsscenen. Nu lyder det helt religiøst, men det kan du måske også godt sige at det her. Fordi denne scene er, hvor læseren oplever at din karakter har lært noget, der ikke kan misforstås og sætter sig varigt i karakteren.
Der er tale om et point of no return. Alt før denne scene ser nu anderledes ud i de kommende scener. Men pas på. Fordi hvis scenen ikke omformer lyset i tidligere scener, så er det bare information som du viderebringer og således ikke en åbenbaringsscene.
Scene 6 (af de nødvendige):
Afgørelsesscenen. Uha. Det lyder voldsomt, men husk at dette ikke er scenen, hvor din karakter siger hvilket valg der er truffet. Nej. Det er hvor valget sker. Hvor læseren ser og fornemmer at karakteren tager sig valg. Måske uden ord.
Det er her læseren skal se, at karakteren ikke længere af den samme som før. Og scenen er vanvittig vigtig. Jo større følelser, fortrængning og eksplosionsagtig vigtighed, der følger med afgørelsen des bedre.
Scene 7 (af de nødvendige):
Dybdescenen. Ja. Noget i den stil. Scenen handler nemlig på overfladen om noget helt andet, end hvad der sker under overfladen. Det er en scenen, hvor der måske tales om almindeligheder, om ting og sager, livet, situationen, andre karakterer, noget som faktisk er ligegyldigt, men under dette ulmer noget andet. Dette er hvad der gør historien troværdig og giver den dybde.
Faktisk bør en historie have mindst to af sådanne scener for at give historien tekstur og viser at der findes liv uden for den historie du fortæller. Det giver et helt andet omfang af stedet og historiens miljø. Tænk over det. Kommer du aldrig uden for de hvide forhørsvægge, uden for to-værelseslejligheden eller bare ud af karakterernes tosomhed, så kan du ikke se det for dig.
—–
Alle historier behøver som sagt disse scener, eller afarter af dem. De fleste har kun to-tre stykker og så mangler der noget for at ramme noget stort.
