Forlaget Tyrs gode råd om at græde

Denne gang handler Tyrs Tirsdag om at græde. I hvert fald at få din læser til at græde over en karakter i din historie, som du må slå ihjel.

Det er let at tage livet af en karakter i en historie. Det er jo bare at skrive det. Du kan føle at det rammer dig, fordi det er dig, der har skabt karakteren, men det er ikke sikkert at din læser føler det på samme måde.

Du vil sikkert gerne skrive dit drab på din karakter, så læseren virkelig føler det og bruger de næste 50 til 100 sider på at komme sig over tabet. Hvem vil ikke gerne det? Men det kan være svært, da det kræver mere end blot drabet. Nogle sorgforløb i historier er simpelthen bare for perfekte. Din hovedperson græder i et kapitel, går til begravelsen, og så er karakteren videre. Ægte sorg er langt dybere end det. Det sætter sig og giver mentale ar. Et sorgforløb, der virkelig kan mærkes i historien, sætter sig i karakterudviklingen.

Her er fire gode råd til at et sorgforløb rent faktisk virker.

1: Smid et anker ud

Sorg virker og rammer kun hårdt, hvis læseren ved præcis, hvad karakteren har mistet og hvad det betyder. Derfor skal du give læseren den specifikke oplevelse, tilhørsforhold, betydning som karakteren regnede med, og så skal du fjerne det. Efterlade rummet efter det tomt. Læseren vil sørge over forholdet og ikke over den døde person, eller de døde personer.

Eksempler:
1. Harry Potter (i Harry Potter og Føniksordenen)

• Det specifikke tab: Harry mister sin gudfar, Sirius Black, som er hans eneste tilbageværende faderfigur og bindeled til sine biologiske forældre.
• Sorgforløbet: Harrys sorgforløb er præget af intens vrede, skyldfølelse og isolation. J.K. Rowling skildrer et klassisk, kompliceret sorgforløb hos en teenager: I stedet for at græde lukker Harry sig inde, reagerer aggressivt over for sine venner og smadrer i et raserianfald Dumbledores kontor. Han gennemgår en Benægtelsesfase, hvor han febrilsk forsøger at bruge et magisk spejl for at kontakte Sirius i efterlivet, før han gradvist må acceptere den endelige virkelighed.

2. Frodo Sækker (i Ringenes Herre)

• Det specifikke tab: Frodo mister sin sunde psyke, uskyld og sit hjemland (Herredet) som konsekvens af den psykiske og fysiske terror, Den Eneste Ring påfører ham.
• Sorgforløbet: Dette er et eksempel på kronisk sorg og traume (PTSD). Da Frodo vender tilbage til Herredet, opdager han, at han ikke længere kan finde glæde i det, han kæmpede for at redde. Hans sorgforløb bearbejdes ikke fuldt ud i den kendte verden; han trækker sig ind i sig selv, lider af fantomsmerter fra sine gamle sår og må til sidst sande, at den eneste måde at finde fred på er at forlade Midgård permanent.

3. Katniss Everdeen (i The Hunger Games: Mockingjay)

• Det specifikke tab: Katniss mister sin lillesøster, Primrose (Prim), som var selve årsagen til, at hun meldte sig til dødsspillet i første omgang.
• Sorgforløbet: Katniss rammes af akut depression og selektiv mutisme (stumphed). Efter Prims død trækker hun sig fuldstændig væk fra omverdenen, mister evnen til at tale i en periode og vandrer rundt som en levende død i det bombede distrikt. Hendes sorgforløb tager først en konstruktiv drejning, da hun begynder at lave en mindebog over dem, hun har mistet, hvilket fungerer som en terapeutisk accept af tabet.

4. Hazel Grace Lancaster (i En flænge i himlen / The Fault in Our Stars)

Sorgforløbet: Romanen skildrer det, man kalder anticiperet sorg (sorg man føler, før dødsfaldet indtræffer, fordi man ved det vil ske), som efterfølgende rammer hende som et chok. Hazels sorgforløb er råt og realistisk; hun oplever en dyb meningsløshed og fysisk tomhed, men i stedet for at lade sig opsluge af vreden, bruger hun Augustus’ efterladte breve og minder til at indse, at kærligheden og de delte øjeblikke var sorgen værd.

Det specifikke tab: Hazel mister sin kæreste, Augustus Waters, til kræft.

2: Sorg på “de forkerte tidspunkter”

Sorg kommer ikke til tiden og følger ikke bestemte tidsplaner. Det laver bagholdsangreb i helt almindelige situationer og nogle gange helt uden noget forvarsel. Måske endda kommer det på tidspunkter, hvor karakteren føler sig mest tryg.

Eksempler:
1. “Til fyret” (To the Lighthouse) af Virginia Woolf
I denne modernistiske klassiker sker det store chok i bogens midterste del, “Tiden går”. Efter en lang og detaljeret introduktion til familien Ramsay, dør moderen, Mrs. Ramsay, pludseligt i løbet af natten. Det sker midt i en krigstid, hvor verden i forvejen er i opbrud. Sorgen rammer som en kold konstatering i en parentes, hvilket understreger, hvor tilfældigt og brutalt døden indtræffer midt i hverdagen.

2. “En bøn for Owen Meany” (A Prayer for Owen Meany) af John Irving
Fortælleren John Wheelwrights liv ændres på et splitsekund under en fuldstændig banal og uskyldig baseballkamp for børn. Hans bedste ven, Owen Meany, slår en bold skævt, som rammer Johns mor i tindingen og dræber hende øjeblikkeligt. Sorgen og traumet indtræffer midt i en solrig barndomsleg – det ultimative forkerte og absurde tidspunkt.

3. “Forbandede år” (The Casual Vacancy) af J.K. Rowling
Denne socialrealistiske roman starter med det ultimative “ud af det blå”-forløb. Sognerådsmedlemmet Barry Fairbrother dør pludseligt af en hjerneblødning på parkeringspladsen foran en golfklub, netop som han skal til at fejre sin bryllupsdag med sin kone. Hans uventede død efterlader et tomrum, der kaster en hel lokalbefolkning ud i kaos og udløser skjulte kriser hos både voksne og teenagere.

4. “Alting isner” (The Ice Storm) af Rick Moody
Under en usædvanlig og voldsom isnat i 1970’ernes Connecticut, hvor to nabofamilier i forvejen er midt i moralske og ægteskabelige kriser, dør den unge teenagedreng Wendy pludseligt i en ulykke med en nedfalden elledning. Sorgen rammer familierne på et tidspunkt, hvor de er følelsesmæssigt fremmedgjorte over for hinanden og fulde af tømmermænd, hvilket gør håndteringen af tragedien ekstremt dysfunktionel.

3: Vis sorgen i manglende handlinger

Tab lever ofte i fravær af noget. Vanen, der forsvandt, rummet karakteren ikke længere besøger, øjeblikket, der forsvandt, navnet, de ikke længere kan sige eller råbe.

Opførsel og handlinger overbeviser mere, hvor beskrivelser ikke kan gøre det fyldestgørende. En karakter, der ikke magter at åbne en dør ind til et forladt værelse, fortæller mere end alenlange beskrivelser af sorg ud fra ord, der sætter på følelser om sorg.

Eksempler:
1. Harry Potter og Føniksordenen af J.K. Rowling (Karakter: Sirius Black)
Efter mange års fangeskab i Azkaban bliver Sirius Black i seriens femte bog isoleret i sit dystre barndomshjem, Grimmauld Plads nr. 12. Tabet af hans bedste venner (James og Lily Potter) og hans stjålne ungdom har efterladt ham i en dyb, undertrykt sorg.

• Den manglende handling: Sirius’ sorg manifesterer sig som en lammende depression og handlingslammelse. Han må ikke forlade huset, men han nægter også at gøre noget aktivt for at forbedre sin situation eller passe på sig selv. Han synker ind i apati, drikker for meget og sidder ofte bare og stirrer ud i luften. Hans manglende evne til at handle konstruktivt eller tænke rationelt bunder i en dyb sorg over fortiden, som har gjort ham til en skygge af sig selv.

2. Efterladt (eng: The Leftovers) af Tom Perrotta (Karakter: Kevin Garvey og indbyggerne i Mapleton)
Efter en global begivenhed, hvor 2% af verdens befolkning pludselig forsvinder sporløst (kaldet “The Sudden Departure”), efterlades de overlevende i en kollektiv og uforløst sorg, da de aldrig får svar på, hvad der skete.

• Den manglende handling: Flere karakterer melder sig ind i sekten The Guilty Remnant. Sekten er det ultimative symbol på sorg som manglende handling. Medlemmerne klæder sig i hvidt, ryger kæderyggeri og har afgivet tavshedsløfte. De har fuldstændig opgivet at leve et normalt liv, opbygge relationer eller gøre karriere. Deres “handling” er i virkeligheden en total og passiv protest mod at fortsætte livet; de nægter at interagere med verden og vælger i stedet at fungere som levende, tavse mindesmærker over det, de har mistet.

3. Udkantshistorier / The Shipping News af E. Annie Proulx (Karakter: Quoyle)
Hovedpersonen Quoyle lever i et destruktivt ægteskab med den manipulerende Petal. Da hun dør i en bilulykke, efterlades han i en kompleks og lammende sorgtilstand, der forstærker hans i forvejen passive natur.

• Den manglende handling: Quoyle reagerer på tabet (og de forudgående svigt) ved fuldstændig at lade sig drive med strømmen. Han tager ingen initiativer, har ingen ambitioner og lader sig dybest set flytte rundt på af sin tante, som overtaler ham til at flytte til Newfoundland. I starten af bogen er han lammet af sorg og lavt selvværd; han er ude af stand til at sige fra, træffe beslutninger for sine døtre eller tage styringen over sit eget liv. Hans sorgforløb er en langsom rejse væk fra denne totale passivitet.

4: Give sorgen en retning

Gennem forløbet med sorg skal tabet medføre en ændring i karakteren og skubbe dem fremad mod noget. Sorg, der får lov blot at vente, trække tiden, give de samme gentagende følelser uden forklaring eller holdepunkt, sætter historien i stå.

Det er ikke ensbetydende med at ægte sorg i det virkelige liv ikke opfører sig sådan. Man kan opleve sorg i sit eget liv og så gå fuldstændig i stå, men sådan burde en historie ikke forløb, da læseren ønsker sig en retning for at komme ud på den anden side.

Sorgen er, hvad karakteren gør med tabet.

Eksempler:
1. Det magiske og konkrete fristed: Under den hviskende dør af TJ Klune
I denne hjertevarme fantasyroman møder vi Wallace, som efter sin uventede død befinder sig i et magisk tehus i en skov. Tehuset fungerer som en form for transition før efterlivet. Sorgen over sit eget fortabte og ulevede liv får her en retning gennem både det praktiske og det relationelle. Wallace hjælper til med de daglige gøremål, drikker te og samtaler med tehusets levende og døde beboere. Sorgen forvandles til en accept af døden og en dyb forståelse af, hvad det vil sige at elske, hvilket gør ham klar til at give slip og rejse videre.

2. Den fysiske og destruktive flugt mod lyset: Forsvindingsnumre af Amalie Langballe
I denne roste danske debutroman følger vi Agnes, der har mistet sin mor til kræft. Agnes’ sorgforløb har i begyndelsen en retning, der minder om en vild, fysisk eskapisme. Hun kaster sig ud i grænseoverskridende seksuelle eskapader, rejser og flygter fra den tomme lejlighed for at mærke noget andet end smerten. Selvom hendes adfærd virker destruktiv, bliver denne insisteren på det fysiske og det pulserende liv paradoksalt nok den omvej, der fører hende gennem mørket og langsomt lader hende genfinde fodfæstet.

3. Den opbyggende og meningsfulde rejse: Alle de liv af Signe Pallisgaard
I denne roman tager hovedpersonen Solvej på en intens roadtrip sammen med sin ALS-syge veninde. Sorgen over den uundgåelige afsked og tabet af det liv, de kendte, rettes mod en ydre, geografisk bevægelse og en række fælles oplevelser. Ved at flytte fokus fra den passive venten på døden over til en aktiv handlen og skabelsen af sidste minder, transformeres sorgen til et smukt forløb om barmhjertighed, venskab og personlig afklaring.

4. Kreativiteten og opgaven som kompas: Afslutninger af Kim Andrea Brofeldt
I denne roman møder vi Sarah, som bærer på en dyb, fastlåst sorg efter et smerteligt tab. Hun kanaliserer sin sorg ud i en helt særlig, bunden opgave: Hun færdiggør uafsluttede bogmanuskripter for afdøde forfattere. Ved bogstaveligt talt at give andre menneskers historier en afslutning, tvinges Sarah gradvist til at se sin egen uforløste sorg i øjnene. Opgaven giver hendes hverdag en bunden retning, som i sidste ende åbner døren for hendes egen heling.

5: Hvorfor virker det?

Sorg er en af de få ting som næsten alle læsere har følt på et tidspunkt, så de kan få øje på et falsk forløb med det samme.
Det stramme forløb, de få tårer, den perfekte tale ved gravstenen – intet af dette passer med hvordan et ægte tab føles og opfører sig.

Når du konkretiserer tabet til noget specifikt, lader det søge til overfladen når karakteren mindst ønsker det og viser at det ændrer sig og ændrer karakteren i hvad de gør, så begynder sorgen at føles fortjent.