Hvad er Flapping Hands?

Først og fremmest er det vigtigt at sige, hvad det ikke er. Det er ikke sygdommen Asterixis, der menes her. Dvs. det har intet at gøre med en manglende evne til at bibeholde musklernes spænding.

Meeen… forståelsesmæssigt kan det godt være derhen ad.

I engelske guides kan det omtales som Flappy Hand syndrome. Det brugt i den forbindelse, hvor forfatteren beskriver alt som POV gør, og måske alt som alle karakterne i scenen gør med hænderne, armene, benene, torso osv. En form for beskrivelse af alle de gestikulationer som hver person gør for at sætte scenen i bevægelse. Nogle gange bliver det bare til alt for meget bevægelse, så man som læser får indtrykket af, at karakterer basker rundt om sig med sine hænder og arme som en bedre natsværmer foran en vejbelysningsmast. Karakterne er altid i bevægelse et eller andet nyt sted hen. Deraf begrebet Flapping hands

Hvordan får læseren det indtryk og kan det undgås?

Kort sagt ja til det sidste. Du bør undgå flapping hands.

Hvis du som forfatter beskriver alt i en scene, fordi du mener det tjener til din egen eller måske læserens forståelse af scenen eller ønsker at lægge en bestemt stemning på en eller flere karakterer, så kan du havne i en situation, hvor du beskriver en masse selvfølgeligheder. Selvom intentionen er god, fordi du ønsker at vise en usikker person eller ønsker at underbygge karakterens generthed, så bliver det lynhurtigt kedeligt og tungt at læse. Og det forstyrrer, at man aldrig kan se scenen for sig. Hvor er de hænder nu? Du kommer simpelthen til at overfodre din læser med ligegyldig information. Faren er også, at du rammer forkert med en masse af dine beskrivelser, fordi hænderne aldrig er det samme sted, hvilket bare giver indtrykket af en karakter, der står og flagrer med hænder, arme og ben. Faren er også at nogle små POV-kendetegn, der hjælper dig til den rette stemning forsvinder i mængden af beskrivelser. Man kan gå så langt til at sige, at du underminerer din karakter ved at gøre karakterens bevægelser latterlige.

Du kan risikere at du med lange, kedelige og skøre beskrivelser får din læser til at zone ud af historien. Det er dumt.

Læserens oplevelse af historien

Det er slet ikke nødvendigt med alle de beskrivelser af hænder, der flyver rundt i scenen for at beskrive nogle helt enkle sindsstemninger.

Generthed kan sagtens beskrives blot ved en karakter, der kigger ned.

Nervøsitet kan beskrives med at karakteren gnider sine hænder.

Eftertænksomhed kan beskrives med et fjernt blik i øjnene.

Osv.

Det er ikke nødvendigt for læserens forståelse af scenen og stemningen, at karakteren hele tiden skal foretage en ny bevægelse.

Andre gode råd i relation til Flapping Hands

Selvom bevægelse og dramatik i scener er det, der får læserens visuelle forestilling af scenen igang, så må det ikke overgøres.

Der er en lang række eksempler fra kendt litteratur – også fra mestre, hvor det bare er for meget beskrivelse. Også selvom det er en smagssag.

I relation til overbeskrivelserne af håndstandsstillinger kan nævnes en række andre situationer, som man skal gøre sig helt klart skal have en betydning – ellers bør de droppes eller omskrives.

Hvad siger du fx til at læse om en scene, hvor karakterer sidder om spisebordet og skal til at bevæge handlingen fremad, men hvor hver eneste selvfølgelige bevægelse af mad, der flyttes rundt på tallerkenen og bestik, der anvendes til at spise med, og hvordan gaflen føres til munden, beskrives. Alt med en optikers præcision. Det er gabene kedeligt i vores bog.

Hvad med en kampscene, hvor der ellers skal bruges korte sætninger til at øge hastigheden i scenen, men hvor forfatteren vælger at krydre beskrivelserne med lange teknikbeskrivelser af POVs kung-fu kundskaber. Hvordan musklerne spændes og slappedes. Eller hvordan brynene vender i ansigtet på antagonisten lige inden det næsten afgørende slag til modstanderens kindben, der sender protagonisten ud på kanten af livet – for så at vende tilbage med endnu usete teknikker. Det er for meget og for kedeligt.

Peter Jackson gjorde det smukt og som eksempel i Ringenes Herre De To Tårne, hvor Gondors prygelknabe Faramir angriber Osgilliath for at tilfredsstille sin far, der blot sidder i tronsalen og spiser, mens Pippin synger ham en sang. Det er elegant og virkningsfuldt, men det er der vi er, hvis du skal gøre dig forhåbninger om at skabe kunst.

Det er også set, at naturbeskrivelser bliver trukket så meget i langdrag, at handlingens spænding forlængst er glemt i et landskab med musvitter i dans på himlen og summende biers stædige rejse fra blomst til blomst, mens aftenssolen forsvinder over bjergkæden i baggrunden og oplyser skrækindjagende skygger på skyernes flødeskumslignende konturer.

Altså alt det der kan du sagtens gøre, men du skal være god for at få det til at virke – rigtig god, og der er stor risiko for at du får en stor del af din læserskare til at kede sig bravt.