Forlaget Tyrs gode råd om locations
Denne gang handler Tyrs Tirsdag om locations eller sagt på en anden måde: scenevalg.
Hvad er locations?
Ordet ‘locations’ er bare mere øjefængende end ‘scenevalg’. Eller valg af scene, hvor handlingen udspiller sig.
Locations er din mulighed for at gøre selv svære og lidt kedelige transportafsnit i din historie mere spændende. Hvis du har afsnit, der er vigtige for dit plot at få ind i din historiefortælling, men de bare er afsnit hvor hovedpersonen tænker og udreder trådene i plottet. Eller hvor to karakterer skal mødes for at sætte skub i handlingen og du egentlig kun bruge afsnittet til at få én enkelt plottråd afleveret til læseren, så kan du med et snuptag gøre scenen meget mere spændende og dramatiseret. Det gør du ved at placere scenen et sted, hvor dine regibemærkninger kører showet eller måske hvor en tilfældig hændelse uden for dine karakterers intimsfære kan holde tempoet oppe.
Hvorfor er det vigtigt?
Det er vigtigt at være opmærksom på sine scener. Ikke bare på handlingen og få den til at spille.
En kedelig og uinspirerende scene kan i hvert fald i det lange løb i værste fald trække handlingen og historien ned.
I en historie med meget tænkning om egen situation, drømme, kvaler, forudindtagende holdninger, tankespind, baggrundshistorie fortalt mellem personer osv. kan et kedeligt gråt værelse uden nævneværdige ting på væggene at beskrive og bruge i regibemærkningerne som forfatteren derfor naturligvis ikke gør, virkelig trække tempo og læselyst ud af handlingen.
Derimod kan samme passager med tænkning sættes ind i en scene, hvor der er andre ting og begivenheder at beskrive mellem de vigtige handlingssteder og dermed få tempoet op og gøre kapitlet inspirerende, let læst og luftigt.
Hvis du så tilmed kan bruge scenen og omgivelserne til at hægte handlingen op på fx ved at skabe referencer mellem personerne, der taler sammen og fx et abstrakt maleri på væggen, så er du på vej til at blive genial.
Det samme gælder sådan set også for en actionscene. Selvom handlingen i actionscene i sig selv har højt tempo, så vil en spændende scene give mulighed for at kamphandlingen ikke bare bliver uddeling af håndkantslag og skaller. Du får mulighed for at dine kæmpende parter kan bruge særlige våben hentet fra rummet, eller de kan springe op på en kampesten og give mulighed for at søge skjul.
Men… der er en væsentlig forskel som du skal være særligt opmærksom på, når du placerer actionscener spændende steder. Beskrivelse af naturen, himlen, fuglelivet og træbevoksningen vil trække tempoet ud af din actionscene. Det samme vil en længere forklaring af, hvordan fx hånden vender i forbindelse med en slagudveksling. Derfor vil der være stor forskel på den måde du beskriver den spændende scene i en actionscene i forhold til en tankespindsscene. Medmindre du har et helt særligt kæmpetalent, så vil en actionscene altid blive skrevet med korte sætninger – altså med mange punktummer.
Der findes også historier derude, hvor det er tydeligt at forfatteren selv har tænkt: “Hold da op. Nu bliver det kedeligt. Jeg må gøre noget.” og så har de fx lagt et cyklistuheld ind som baggrundstæppe i en dialogscene mellem karakterer, og så kan karaktererne stå og kigge lidt på det. Det bliver for påtaget. Hvis det ikke giver mening, så få det til at se ud som om det måske har betydning for plottet. Det kan holde den vakse læser lidt til fadet, indtil scenen er glemt i den videre handling.
‘Dårlige’ vs. ‘gode’ locations
Mørkt værelse, enlig seng, hvidt sengetøj, hvide vægge, en spantansk indrettet reol med skolebøger og kladdehæfter.
=
Mørkt værelse, IKEA-seng med udtræksskuffer, hvor der kunne gemme sig et afhugget hoved, Lynet McQueen-sengetøj, hvide vægge af savsmuldstapet, hvor en hidsig kat har testet holdbarheden ved dørkarmen, en bogreol fuld af fantasybøger med sprayed edges.
Køkkenbordet i parcelhuset, topersoners bord med laminatbordplade, hvide plastikstole, to kopper kaffe i hvidt IKEA design, korkdækservietter, et lys der blafrer for at skabe stemning, udsigt til den grå nattehimmel over kvarteret. Mand og hustru taler om deres næste mord.
=
Køkkenbordet i parcelhuset, massivt egetræsbord til seks, selv hustanden kun har to personer, Slanke matchende stole med høj ryg, to kopper kaffe i megemuselmalet, dækservietter fra mormors evindelige hjemmelavede gaveregn under sidste års pakkekalender, stadig med rester af kødsovs fra sidste måltid, eller er det rester af blod efter parteringen af naboen, et lys der oser og sender skygger af genfærd op i emhætten, udsigt til naboens panoramavinduer som første parket til de skænderier, der nu har betydet at nabokonen ligger begravet under terrassen og nabomanden står i stumper i spandende i bryggerset.
Eller
Cafébordet på den travle restaurant med brunchtilbud en lørdag formiddag, tætte bordet, hvor gæsterne sidder skulder ved skulder uden at kende hinanden, stolenes fletværk er konkavbuet af alt for mange overvægtige mænd og kvinder, der i tidens løb ikke har kunne stå for de gode tilbud, kopper med sorte rander på kanten efter dårlig industrirengøring, skrammet bordoverflade, hvor nogle har anvendt ventetiden efter brunchtallerknen til at indridse deres initialer omgivet af et hjerte, kunstige julekugler med lys i, der dingler i vinduet som de har gjort i de sidste ti år i november og december måned, så man kan regne ud at tilbuddene er for gode og indtjeningen for lav til at investere i noget nyt, udsigt til en travl handelsgade, hvor telefonsælgere står på hjørnet som digitale prostituerede og fryser, mens de retter på vanterne med gummefingerspidser, så de kan demonstrere deres vidundere uden at vise uprofessionelt sprækket hud omkring neglerødderne. Mand, der taler med sin hustru om det kommende mord fordi ingen som i absolut ingen tager notits af, hvad der bliver sagt ved nabobordet.
En mand venter på sin date på en bænk i parken, Bænken er grøn og afskallet, træet ved siden af løvfælder, gangstien er i slotsgrus, hvor den ene vej fører til vejen hvor hans Toyota Corolla holder parkeret, mens den anden vej fører ind i skoven til en gåtur.
=
En mand venter på sin date på en bænk i parken, bænken er håndlavet af de lokale græsrødder og udstyret med et hemmeligt rum som nogle har valgt at lægge små genstande ned i. Genstande som andre kan tage eller bytte med. På ryggen er tegnet et hjerte og en tekst med krøllet skrift fortæller at det er kærlighedsbænken. Træet ved siden af har set sin del af lovende kærlighedshistorier og brudte aftaler. Gangstien er i slotsgrus, men rødder har fundet ved ind under belægningen og krakeleret facaden, sendt snublefælder ud og er klar til at slå hårdt, hvis nogle skulle falde i. Den ene vej fører tilbage til singlelivet, den anden i retning af det ukendte.
Eller
En mand venter på sin date på en bænk i parken. Parkens driftsfolk har sørget for at springvandet er tændt og folk, der ikke gider deres guldfisk mere har en mulighed for at aflevere den husvilde til naturens luner i vandet. Storbyen summer på den anden side af beplantningsbæltet, hvor de sidste solglade teenagere har glemt deres tomme dåseøller og flere åbnede kondompakker. Et tog i rute ankommer ti minutter for sent og man kan mærke den stiltiende beklagelse hos samtlige togpassagerer, der bare gerne ville have ventet tyve minutter ekstra, hvis det havde betydet en mulighed for at klage og få sine penge igen i kompensation.
Eksempler
De Sorte Magter – Voldens Bog:
Skygger leger fangeleg på den fugtige betonvæg. Et spring ind i intetheden til højre for vinduet synes at være resultatet hver gang. Skyggerne genoplives på ny af lyset fra gadens sporadiske trafik og det krogede egetræ, der danser til vindens symfoni uden for vinduet. En bil kører gennem den voksende vandpyt langs kantstenen og sender endnu en ansigtsløs skygge hen over væggen mod intetheden. Den våde og slæbende lyd reflekteres på den eroderede husfacade, men rikochetteres som et fjernt ekko bag vinduesglasset. Jeg får kuldegysninger af lyden. Vand og jeg er ikke gode venner. En afsjælet bænkebider hænger i en enkel tråd fra et edderkoppespind i hjørnet af vinduet bag enkeltglasruden. Edderkoppen selv skjuler sig i en revne i den rådne vinduesramme og venter på friske insekter. Kun de behårede ben er synlige i skæret fra gadens gullige lamper. Der er ellers rigeligt med føde i rummet. En insisterende spyflue sværmer om en sammenfoldet papkasse og et uldtæppe, der har fungeret som seng i et hjørne af rummet. Lyden af summende vinger sætter sig i mine overbelastede nerver og er bare generelt irriterende. Den enerverende og urolige bevægelse i lydbilledet giver mig lyst til at finde en fluesmækker og gå bersærk. Her stinker af pis, skrald og tjald, og af et menneske på flugt. Der er håb.
De Sorte Magter – Ondskabens Bog:
Skygger står stille og rækker tunge fra den hvide betonvæg. Det er en forvrængning af den hæslige plante, der er blevet sat på bordet ved vinduet. Lyset kommer udefra og nedefra. Skyggen har lagt sig op ad væggen og breder sig yderligere ud over loftet som en kæmpehånd, der snart vil gribe fat, rive og flå. Lyset kommer fra baggården, hvor en lastbil med varer har stået i tomgang, i hvad der føles som en time. Uden hørbar aktivitet. Uden råb fra chaufføren. Uden rumsterende flyttelyde eller hjul mod metal, der kan vidne om, at der bliver læsset varer ind eller ud af lastbilens bug. Bare en enerverende brummelyd, der får alt til at blævre. En tid, hvor jeg ikke har været alene i rummets mørke. Det udviskede kontrafej med den lange krop sidder stille på stolen i hjørnet af rummet, hvor der er skygge, som om han sover. Det er en han. Hans stemme er mørk, men på en mærkelig måde også fordrejet. Kold og mekanisk. Måske endda elektrisk. De eneste ord, han sagde, da jeg vågnede, var: ”Godaften, mr. McPherson.”
Den 7. Dimension – Kampen om Aeon:
Jeg stillede mig op i sandet og betragtede det oprørske hav. Hvor var det smukt. Bølgetop på bølgetop med skarpe, hvide kanter. Et blåsort og uroligt underlag. Jeg spejdede ud over det grådige hav – det uendelige hav. Der var intet derude andet end vand, der blev dybere og dybere, med højere og højere bølger. Vandets kræfter, der blev fodret af vindens energi. Havet og himlen stod i ét, og det var svært at skelne horisonten. Regntunge skyer drev ind over øerne. Den stive kuling med lovning om mere fra vest gav skyerne fart, og de virkede til at have et mål i horisonten mod øst. Mellem de varme luftstrømme over havvandet rundt omkring de syv øer, de omkringliggende indre farvande og de noget koldere skyer fra det uendelige hav knitrede elektriske ladninger, som i krampetrækninger skød sine fangarme ud fra de mørke dele af skyerne. Gullige skær og blålige lysglimt sprang hist og her mellem petroleumsblå skyer og det sorte baggrundstæppe. Den konstante rumlen på himlen gav løfter om lyn og revner med regn. Og regnen kom skam med havet. Bølgernes piskende lydbillede blev i en kraftigere og kraftigere volumen suppleret med en diskant vibration fra regndråbernes brydning af havoverfladen. Vindens susen i trætoppene langs stranden spillede en symfoni udført af naturens sørgelige, men brutale orkester.
Kongeklenodiet 1:
Bag trækronerne mod nord var morgenen hvid som stilken på en fluesvamp. Engen var dækket af en tyk og uigennemsigtig morgendis. Tågesløret lignede kølige fangarme, der i nattens løb var søgt ind mellem træstammerne. Den spæde genfødsel af solen over horisonten mod øst fik dog fangarmene til at krympe. Strålerne fra øst spejlede sig lystigt i tusindvis af dugdråber, der stadig tog en lur på oceanet af lysegrønne blade. Det krystalliserede lys fandt vej til skovbundens lave, nyspirede buskads og bunddækket af visne blade. Dugdråberne glimtede og funklede om kap på den grønne himmel af blade, som træerne havde udspændt over skovbunden.
Skoven lå udstrakt som en grøn og plysset dyne over bakkedraget, og landevejen for foden af bakken kom efterhånden til syne i de brudstykker, som skovens bevoksning gav mulighed for. Hullerne i bevoksningen afslørede en opkørt og nedslidt vej, hvor de ankeldybe huller stadig husede mudder efter sidste uges regnvejr. Disen havde stadig et køligt og uigennemtrængeligt tag i landevejen og lagde en film af døsighed, fugt og en frisk lugt af vådt græs over afgrænsningen til den skjulte eng. Disen skjulte den videre udsigt til åen længere mod nord. Bag disen slog åen et sving og gav plads til det store vådområde, der lå udstrakt foran Bjarupskoven. Skoven fyldte landskabet i horisonten.
Thor greb sig selv i at dagdrømme. Det var den bedste måde at fordrive tiden og slappe af så tidligt på morgenen. Han kunne se landskabet for sig, selvom disen skjulte stort set alt fra skovkanten og videre mod åen og Bjarupskoven på bakkedraget. Musklerne værkede, så han spændte sine lårmuskler for at holde sig siddende og modarbejde den begyndende stivhed. Han åndede langsomt ud for at iagttage skyen af varme, der kom til syne og opløste sig selv i dramatiske hvirvler på vej mod tilintetgørelsen. Han skuttede sig og trak det varme skindslag tættere omkring sig. Han vrikkede med tæerne i de forede gedeskindsstøvler for at lade varmen fordele sig. Køligheden i luften var ikke et problem. Tværtimod nød han den friske luft og stilheden blandet med lyde fra skovens fugle.

