Nytårsforsæt

Forlaget Tyrs gode råd om nytårsforsæt

Denne gang handler Tyrs Tirsdag om nytårsforsæt. Hvordan du kan opbygge forsæt, der virker og som du kan overskue.

Et nytårsforsæt

Årets første Tyrs Tirsdag herfra skal naturligvis være dette års nytårsforsæt. So here goes. Så lad os se:

  • Vægttab
    (siger du at Tyren er for tyk???!!)
  • Mere motion
    (Ok. Den er godtaget)
  • Rygestop
    (øhhh… vi ryger ikke, men “what the hell”)
  • Få en kæreste
    (joh… den er jo kritisk, hvis man har en… Tyren er ikke gift med nogen)
  • Drik mindre alkohol
    (I tager ikke den daglige Drambuie på en lørdag aften, så er det sagt)
  • Arbejde mindre
    (…end hvad og med hvad?)
  • Stoppe neglebidning
    (hehe… så stop med at udgive horror)
  • Se familien noget mere
    (kan et forlag have en familie? Hvem vil gerne være i familie med Tyr. Vi lover at være søde til julefrokosten)
  • Stoppe med at bande
    (Altså for helvede! Det f*** lort klarede vi sgu da sidste år! Er det okay at bande i bøger?)
  • Drikke mindre kaffe
    (Ja tak)

Læs denne opremsning uden teksten i parentes, så har du de 10 mest populære Nytårsforsæt – også anno 2020 og sikkert også 2025.

Et alternativt sæt af Nytårsforsæt kan være disse:

  • Vi vil grine og smile mere og gøre hver dag sjov og spændende
    (Hvis det altså ikke bliver for latterligt)
  • Vi vil sige ‘ja’ til mere
    (Hvad med flere forfatterspirer!!!? Det må komme an på kvalitet)
  • Vi vil danse mere – i sengen, på køkkengulvet eller ude
    (OMG! For lukkede vinduer, nedrullede gardiner, endevendte persienner og lyset slukket. Husk at vi gør os i bøger med et udpræget maskulint udgangspunkt)
  • Vi vil blive bedre til at forkæle os selv
    (Vi åbner en flaske Drambuie mere!)
  • Vi vil blive bedre til at forkæle vores nærmeste
    (Det må inkludere gode arbejdsrelaterede partnere og dem, der hjælper Forlaget Tyr frem i verden. Hey familie!)
  • Vi vil udleve en af vores drømme
    (Lad os håbe at I tager godt imod nye udgivelser fra Forlaget Tyr)
  • Vi vil give slip på en ængstelse
    (definition af en ængstelse: tvivl, forudanelse, pågribelse, angst, mistro, mistillid, reservation, betænkelighed, skrupler, tøven, uro, bange anelser. Tror vi må lade denne passere forbi uden stillingtagen. Vi bliver sgu helt bange.)
  • Vi vil blive bedre til at sige ‘pyt’
    (Denne er vi gode til, da ikke alle kan lide vores bøger.)
  • Vi vil lære at trække vejret og være i nuet
    (Hmmm. Hvordan er vi egentlig blevet snart to år uden at trække vejret og ikke være forud for os selv? Vi ser universet kollapse omkring os over dette hjernevridende spørgsmål)
  • Vi vil fokusere på det positive hver dag
    (Også en boganmeldelse på Instagram, der ikke hylder vores arbejde, eller at Forlaget Tyr bruger umådeligt mange timer på at skrive gode historier uden en egentlig løn, fordi de fleste forventer at vi giver vores bøger væk til anmeldere. Det kommer ikke til at ske i 2026 – beklager. Køb vores bøger til prisen.)

Nu bliver underholdningsværdien af denne Tyrs Tirsdag for stor, og den faglige side for begrænset. Derfor får I her en seriøs omgang Nytårsforsæt med tanke på bloggens intension om, at give gode råd om bl.a. skriveteknik videre til de udvalgte få, der følger vores Tips&Tricks.

  • Lav en plan for året på makroniveau – altså hvilke milepæle på året vil du gerne nå. Det kan være udgivelsesdatoer. Det kan være messer at deltage i. Det kan projekter at arbejde på. Nu har du en overordnet plan.
  • Lav en plan på mikroniveau – altså milepæle på året som detaljerer mere. Det kan være skrivetips at lære og bruge. Det kan være kapitler at få på plads. Det kan være hvordan du interagerer på SoMe med dine læsere eller andre forfattere. Det kan være mad at spise på daglig basis, så du oplever mere overskud til at skrive – læs mere om hjernemad her.
  • Sørg for at sætte dig realistiske mål, men også ambitiøse mål. Selvom du ikke kan nå et givent mål, så har du formodentlig og forhåbentligt arbejdet fokuseret på at prøve at nå det, og det er også en succes.
  • Nogle mener at nytårsforsæt er noget skrammel, men her vil vi bryde ind og sige, at uden overordnede og konkrete mål vil du fare rundt som en hovedløs kylling og have spildt et år. Sådan cirka. Det bliver demotiverende næste år. Mål er godt, for med mål kommer virkemidler og ud af virkemidler kommer handling, der er til at anvende, forstå og sætte i system. Der er aldrig nogen, der har spist en elefant uden at tage den på tallerknen i små bidder.

Hvis ikke universet skal bøje sig rundt om dette indlæg i en kataklismisk resonanslignende tilstand af guddommelig interferens, så må vi hellere stoppe her og sige Godt Nytår. Lad os håbe det kommende år bliver bedre end det forgangne.

Tyrs Tirsdag fortsætter naturligvis med skrivetips og andet godt hver tirsdag i hele 2026. Det bliver til yderligere 52 tirsdage. Hvis du har et godt skrivetips, som vi endnu ikke har behandlet, så sig endelig til for 52 tirsdage er godt nok mange.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *