Forlaget Tyrs gode råd om, hvad du skal skrive om dig selv på din profil, hjemmeside eller fx i en kort tekst om dig selv, hvis du er med i en antologi.
Nogle kalder denne del for “About”. På dansk lyder “Om” bare så fattigt. Hvad med at bruge ordet “Præsentation” eller måske “Vil du vide mere om forfatteren?”. Uanset ændrer det ikke på, at du bør have en præsentation af dig selv, der hvor læsere kan finde yderligere information om dig. Det kan være din egen hjemmeside, et skriv, som du sender ud, hvis du fx deltager på messer som taler. Det kan være hvad du skriver, når du har fået plads i en novelle antologi. Det kan også være dit kommende forlag, der tjekker dig ud på sociale medier, så hav et opslag med mere om dig.
For at du ikke havner i en kliche med, at der kun én ting, der er værre end en dårlig præsentation, og det er ingen præsentation, så kommer her lidt hjælp til dig, så du ikke præsenterer dig dårligt eller slet ikke.
Men hvad er præsentationens funktion egentlig? Hvorfor skulle jeg som læser læse præsentationen af dig? Tja. Du kan jo være ligeglad med funktionen eller hvorfor læseren skulle synes, at du er interessant at vide mere om. Det kommer jo med succes, men nogle vil altså gerne vide mere. Sikkert fordi de synes du er dygtig, vil læse mere, du har henvendt dig med et manuskript til et forlag og forlaget vil gerne se om de kan sælge personen sammen med bogen, vil kende dine inspirationskilder osv. Det kan være at de vil vide om du er interessant for dem i forhold til det de leder efter.
Så for at læseren, forlaget, kollegaen kan finde en dig og finde dig interessant, skal du gerne give noget af dig selv og være ærlig.
Når læseren har læst profilen af dig skal de tænke: Denne person virker som en jeg kan lide og som kan hjælpe mig (eller hvad de nu søger).
Fem beskrivelser, der bør stå i din præsentation
Et par nøgleord: Være kreativ, vær unik, vær ærlig, vær velformuleret, vær positiv, vær objektiv, der hvor objektivitet betyder noget. Tjek for stave-/slåfejl. Skriv kort og præcist. Lav pauser. Vær spændende.
Du kan starte med et hook, et unikt ordsprog, talemåde eller livsfilosofi, hvis du føler for det, men pas på med at det ikke bliver for klicheagtigt. Den kategori vil du falde i, hvis du ikke er kreativ og dermed finder på din egen fremstilling af et kendt ordsprog eller talemåde.
En kliche er fx:
- Jeg er kærlig og ærlig (kendt som standardteksten på datingapps)
- Jeg er forfatter med stort F (en kliche, fordi det intet siger og ikke giver mening)
- Træd ind i min forfatterverden (på grænsen, men det vægter som en kliche, hvis du ikke følger op med en kreativ rundtur og dermed holder stilen som en felttur i dit skriveunivers)
Hvad der ikke er en kliche kunne være et hook som fx:
- Mit hjerte banker for min bøger, mine historier er mine blodbaner og du kunne være min næste kærlighedshistorie (okay, den er måske forbeholdt romanceforfatteren, men værsgo i så fald)
- Fra forfatterværkstedet tilhørende xxx kommer en livshistorie til dig, der vil vide mere
- Min stemme tilhører dig, der vil læse mine ord, finde fornøjelse i min tone og lade sig underholde af mine historier
Hvordan du formulerer dig og hvilken plan, du har lagt for præsentationen af dig, så anbefaler vi at følgende emner er indeholdt i din præsentation.
1. Hvad laver du?
Hvad pokker laver du egentlig? Hvis læseren leder efter en romanceforfatter, så hjælper det ikke at du er historiker til benet. Ikke fordi der er noget galt i at kunne sin danmarkshistorie, men der er forskel på tørre årstal og saftige eskapader.
Lad være med at skrive en titel som et eksperiment ud i forkortelser. Cand. skidt. pol. Eller noget andet i den dur. Det er først interessant når du ud fra en historie om dig selv ikke lægger skjul på dine kompetencer.
2. Hvad og hvordan skriver du?
Det er måske svært at sætte ord på sin egen stil, men så kan du altid beskrive eventuelle tidligere udgivelser, noveller, genrer eller lignende.
Der er mange muligheder. Leg lidt med din egen tekst. Det essentielle er at du gør det klart hvad du skriver og hvem du mener er din målgruppe.
3. Hvad motiverer dig?
Motivation er altid godt at få på banen. Mange læsere falder for personlige livshistorier og hvor inspirationen kommer fra. Det er sådan set lige meget om du har haft en traumatisk barndom og du bruger dine oplevelser fra det, har spillet D&D med en cigaret i flaben alle dine teenagerår, eller for den sags skyld blot skriver ud fra noget i verden, i dagligdagen eller i magasiner, du finder interessant.
4. Hvad kan læseren forvente af dig?
Fortæl læseren hvorfor det kunne være fedt at de læser (flere) historier af dig eller følger dig som forfatter. Man må gerne lægge sine egne brødkrummer ud.
5. Afslør noget personligt
Få din læser til at fornemme at de kender dig. Det kan gøres på mange måder, men en detalje om dig selv (der ikke er et no-go) kan gøre det. En personlig oplysning. Det kan være en interesse du har, noget overraskende eller sjovt. Lad være med at skrive for meget ligegyldigt om dig selv. Den lille personlige oplysning har til formål at få læseren til at kunne lide dig.
Alle profiler er forskellige
Der er ingen rigtig eller forkert måde at skrive en præsentation på. Dog vil du altid fange læseren mere ved at være unik, spændende og ærlig.
Det vigtigste er, at du skriver med din egen stemme (tone of voice). Direkte til læseren. Og gør det krystalklart, hvad dit budskab er.
En lille advarsel at slutte af på
Det er ikke her du sælger din bog. I hvert fald ikke direkte som fx at skrive: “Køb min bog i shoppen”. Hold igen og lad selv læseren finde ind til din personlige shop, dit forlag eller hvor din bog findes. Eller orienter om, hvor læseren kan følge med i din dagligdag som forfatter fx på sociale medier og her kan du forsøge at sælge dine livsværker i vildskab.

