Forlaget Tyrs gode råd om romance arcen
Denne gang handler Tyrs Tirsdag igen om romantasy og denne gang om romance arcen.
Hvad er en romance arc?
Kort fortalt er romance arcen historiens kurvebånd, altså hvordan du styrer begivenhederne så læserne føler romancen udfolder sig. Det kaldes også beats. Arcen skal udfolde sig interessant og naturligt, men også til en vis grad forventeligt. Forventeligt i den forstand at du ikke mister læseren undervejs i enten kedelige passager eller i uladsiggørlige handlingsforløb. For den sags skyld skal du også passe på med at lade dine karakterer gøre noget helt utilgiveligt (læs: fx slå et kæledyr ihjel eller være en gemen mobber eller slå en person med et handicap).
Det vil ikke være forkert at sige, at en romance altid skal ende lykkeligt. Gør den ikke det, så har du fejlet. Overvejer du at lege med idéen om at give din romance et tvist, så dit par ikke finder hinanden til sidst, så lad bare være. NEJ. LAD VÆRE!!! Det er ikke en romance, hvis du beslutter at gøre det.
Målet til at nå en lykkelig afslutning går dog gennem mange prøvelser, så brug din tarvelig energi her i stedet, men for guds skyld skal historien ende lykkeligt.
Gode råd om romancearcen
Her kommer en traditionel og anbefalet arc med beats for den romantiske del af romantasyhistorien:
1: Baseline. Her præsenterer du dine karakterer.
2: Meet cute / meet hate. Karakterernes møde. Dette møde afhænger af din valgte trope (se mere om romantasy-tropes her). Det er vigtigt for sammenhængen i din historie at denne scene er noget du kan referere til i resten af historien.
3: Kontinuer status quo. Scenen fra nummer 2 kommer på afstand og du komprimerer baselinen. Det vil være farligt, hvis din trope er meet cute, at du ryger i fælden med insta love. For hurtig kærlighed. Det er der ikke nok saft og kraft i og du får svært ved at overgå det romantiske take hele tiden.
4: Spændingskurven stiger. Her er der plads til sjov og ballade og til momenter af romance.
5: Du skal finde finde frem til et romantisk vendepunkt her. Det skal ikke nødvendigvis være synligt for dine karakterer, men i hvert fald synligt for læseren. Et vendepunkt kan være alt lige fra at se modparten i et andet lys, en ven fortæller om modpartens barndom, der kræver kærlighed eller måske en vanvittig lækker bevægelse. Du bestemmer.
6: Anerkendelse af det romantiske vendepunkt. Dvæl ved anerkendelsen. Dine karakterer ser lyset.
7: Mere spænding. Her opbygger du forholdet mellem det romantiske par. Leg med en “næsten berøring”. Husk hvordan du skelner romantik og vennezonen som du kan læse om her. Du må ikke lave den fejltagelse at parret aldrig er alene og ikke rører/vil røre.
8: En gigantisk konflikt udspiller sig. Læg den første store barriere ud for det romantiske par.
9: Det er tid til en misforståelse eller i hvert fald noget, hvor romancen drosles ned. Alt med måde. Det skal gerne gøre lidt ondt og gnave lidt i læseren. Folieindpakkede bogsider er et most for at de ikke opløses i begyndende tårer.
10: Så er det tid til betroelse af viden og romantik. Her skal der ligge en kulmination i det romantiske forhold. Tårer af fortvivlelse erstattes af tårer af glæde og forventning. De skal røre og hvis du er til spice, så er det tid nu.
11: Naturligvis kommer dette punkt. Du skal ødelægge alt. Eksploder parret i noget, der ligner et endegyldigt brud. Få din læser til at stramme grebet om bogen i ærgrelse. Klumpen i brystet kan kun forsvinde med intensiv hjertemassage. Læseren skal overveje, hvor nærmeste hjertestarter hænger.
12: Angst, fortvivlelse, vend de mørke sider af sjælen ud i dette limbo af scener. Formalinnedsænkede legemer er så godt som sikkert. Sjælens mest ulykkelige tåger skal piske ind med tårernes bølger fra følelsernes oprørte hav.
13: Happy ending. Den lykkelige afslutning. Hvordan du får vendt nummer 12 til nummer 13 er sgu et godt spørgsmål, men det er her du ophøjer dig selv til en forfattergud, hvis du nailer den.
I alle andre genrer vil vi nok anbefale, at du bør passe på med at gøre denne del for kitsch, men det er bare ikke tilfældet med romance og romantasy. Nogle historier lever og ånder for at det bliver tåkrummende lykkeligt. Gør det!
Har du supplerende tanker?
Så skriv dine anbefalinger ind i kommanterfeltet.

